Til Forsiden

Rejsende i et stygisk rige V.

De få, som ikke blev afskrækket, havde almindeligvis andre hensigter end blot eventyret. Driftige folk undersøgte adskillige tyske huler gennem 1500- og 1600-tallet i eftersøgning af enhjørningshorn, der var særdeles eftertragtede for deres påståede medicinske virkning. Lykkejægere, som troede, at deres søgen var lykkedes, slæbte de fossile rester af hyæner, bjørne og andre dyr, som var døde i deres huletilflugtsted, op til overfladen. Effekten på de patienter, til hvem de resulterende medikamenter blev givet, er der ingen der kender.

Der skete dog mere forstandig huleudforskning gennem 1600-tallet, for eksempel John Beaumonts, kirurg og amatørgeolog fra Somerset. Da bly-minearbejdere i 1674 udgravede en skakt i Mendip Hills, brød de sig tilfældigvis vej ind til et hvælvet kammer, som det af og til sker i kalkstens-områder. Beaumont hastede til stedet og hyrede seks minearbejdere til at ledsage sig ned i hulen. Udrustet med vokslys steg selskabet de 20 meter ned gennem skakten til det første kammer, som Beaumont straks begyndte at opmåle: Det var 73 meter langt, 2,5 meter bredt og 9 meter højt. »Dets gulv er fuldt af løse sten,« skrev Beaumont i sin efterfølgende rapport til Royal Society, England fornemste videnskabelige organisation. »Dets tag er en hvælving af kalksten, som har blomster af alle farver hængende ned og er det smukkeste syn for øjet,« - sandsynligvis de samme glitrende stalaktitter og tæpper af flowstone som betager den besøgende i dag.

Den uforfærdede kirurg ledede nu en 100 meter lang kravletur gennem en stenbestrøet passage og stoppede ved randen af endnu en hule så umådelig, rapporterede Beaumont, at »i lyset fra vore vokslys kunne vi ikke skelne loft, gulv, ej heller siderne på den.« Selv om minearbejderne var vant til det underjordiske, afslog de på det bestemteste at gå ned i dette svælg, selv for dobbelt betaling. Så Beaumont gik ned alene. »Jeg fæstnede en line omkring mig og beordrede dem til at sænke mig forsigtigt ned. Men efter at være kommet omkring to favne ned, opdagede jeg, at siderne gik udad, så jeg ikke længere havde noget at støtte mig til, og rebet begyndte at snurre meget kraftigt rundt, jeg beordrede derfor minefolkene til at slippe mig ned så hurtigt som muligt.« Han landede svimmel, men uskadt 24 meter længere nede, på bunden af en hule, der var 35 meter i diameter og hen ved 40 meter høj, og her fandt han store årer af blymalm i væggene.

Beaumont besøgte også andre nærliggende huler og returnerede flere gange til Lamb Leer, som den første hule blev kaldt, for at rådgive ved inddrivningen af en horisontal stolle, som åbenbarede endnu et stort kammer. Men hans publicerede redegørelser stimulerede ikke til megen nysgerrighed vedrørende huler. Efter en kort, hektisk blyudvinding blev Lamb Leer opgivet; dens indgang styrtede til sidst sammen uden at efterlade sig spor på overfladen, og hulens hele eksistens var faktisk glemt, indtil kammeret blev genopdaget i 1880.

Skønt undersøgelser mage til Beaumonts fandt sted andre steder i England og på kontinentet, forblev udforskning af huler et excentrisk forehavende på lykke og fromme. De tidlige huleforskere publicerede sjældent rapporter om deres arbejde, således at efterfølgende undersøgelser kunne bygge på ældre opdagelser og teknikker. Den eneste undtagelse fra dette mønster viste sig i et område af Slovenien, af dets østrigske overherrer kaldet Karst. (Navnet, som refererer til et 150 km bredt kalkstensbælte, der løber langs Adriaterhavets kyst, blev en fællesbetegnelse for huleland-skaber i 1800-tallet.)

En af de tidligste slovenske huleforskere var baron Johann Valvasor, en vidt berejst adelsmand og amatørvidenskabsmand, som boede omkring 75 km nordøst for Trieste. I 1670erne og 1680erne besøgte Valvasor 70 huler i Karstregionen. Han skrev samvittighedsfuldt rapporter om sine opdagelser, illustreret med skitser og kort og publicerede dem til sidst i et firbindsværk på 2.800 sider. Hulestørrelserne i dette værk er ikke helt troværdige. Valvasor anslog afstandene uden at måle dem, og han var tilbøjelig til at overdrive - i et tilfælde opgiver han at have opdaget en hule, der var næsten 10 km lang, men som i virkeligheden var mindre end 800 meter. Men hans arbejde var bemærkelsesværdigt detaljeret: Han var den første, som foretog en systematisk serie af huleekspeditioner og undersøgte de underjordiske vandstrømme i og mellem huler. For sine undersøgelser blev han indvalgt i Royal Society i London.

Næsten et århundrede skulle gå, før Valvasors eksempel blev efterlignet af andre huleforskere. I 1747 beordrede hoffet i Wien en 30-årig matematiker ved navn Joseph Nagel til at udforske og kortlægge de større huler i det Østrig-Ungarske kejserrige. Begrundelsen for denne opgave er ukendt, men det kan tænkes, at Nagel selv har foreslået den. I løbet af en to års periode kortlagde og tegnede Nagel, ledsaget af en italiensk kunstner, adskillige slovenske huler. Hans rapporter forblev upublicerede og hvilede dybt i de kongelige arkiver. Men mens de ikke gjorde meget til hulevidenskabens fremme, vandt de tilsyneladende kejserens bevågenhed og startede en lysende karriere for Nagel. Han blev snart hofmatematiker og siden kurator for de kongelige videnskabelige samlinger og dekan for det naturvidenskabelige fakultet ved Wiens universitet. Både Valvasor og Nagel helligede sig mest den berømteste af de slovenske huler, Adelsberggrotten (nu kaldet Postojnska Jama af den jugoslaviske regering, der annekterede det slovenske karstområde efter 2. verdenskrig). Adelsbergs iøjnefaldende indgang, en gabende tunnel med den skummende Pivkaflod fossende ud af dens munding, tiltrak rejsende så tidligt som i 1200-tallet. En af de påståede besøgende var den italienske digter Dante, som måske søgte materiale til »Inferno«. Ferierende adelsmænd og godsejere frekventerede hulen med mellemrum, og deres behov for guider, vokslys og fakler gav anledning til en lille hjemmeindustri for de lokale bønder.

Hulens tidlige berømmelse hang mere sammen med dens bekvemme beliggenhed nær hovedfærdselsåren fra Wien til Adriaterhavet, end med dens speleologiske vidundere. Dens kammer indeholdt nogle få sodsværtede stalaktitter, og passagen syntes efter en 340 meter at slutte som en blindgyde, blokeret af glatte klippevægge og en flod, som syntes umulig at passere. Men i 1818 opdagede nogle arbejdere, som forberedte et besøg af den habsburgske kejser Frans 1. af Østrig, et større og fantastisk ornamenteret kammer med en indgang højt oppe på den oprindelige hules væg (side 42-49).

Der er ingen tegn på, at den 50-årige kejser foretog klatreturen op for at se dette nye vidunder, men en distriktsembedsmand ved navn Josip Jersinovic gjorde snart det nye kammer tilgængeligt for alle og enhver - mod betaling. Jersinovic var blandt de første, der så, at velhavende folk var villige til at betale for ture i spændende huler, trods deres frygt; forudsat at stien var jævn og godt oplyst. Efter at have installeret sig selv som direktør og kassemester for Adelsberggrotten hyrede han nogle arbejdere til at bygge broer og konstruere trapper for at give lettere adgang til den nylig opdagede fortsættelse af hulen, og han jævnede en sti gennem dens 4 km lange passager. For at beskytte Adelsberg mod plyndring af souvenirjægere - og dens direktør mod økonomisk tab - oprettede han en kommission, som skulle regulere alle dele af hulens drift. En aflåselig port blev installeret i åbningen, og fakler blev bandlyst til fordel for rent brændende lys og olielamper. Besøgende skulle skrive sig i en gæstebog, købe billet for at komme ind og hyre specielt trænede guider.

Amatørgeologer besøgte af og til hulen, men den første præcise opmåling og kortlægning blev først udført i 1821. Og den egentlige størrelse af hulesystemet forblev dog ukendt, indtil Adolf Schmidl, en 48 år gammel professor fra Wiens kejserlige naturvidenskabelige Akademi, begyndte af udforske de slovenske huler i 1850. Schmidl var både en dristig udforsker og en formidabel begavelse, han var skolet i filosofi og retsvidenskab såvel som i geologi. Han vovede sig langs underjordiske floder i en specialbygget trækano, som kunne trækkes gennem lavt vand eller i demonteret stand bæres gennem tørre passager.

En eftermiddag d. 30. august 1850, da Pivka-floden var usædvanlig lavvandet, søsatte Schmidl og hans søn deres spinkle fartøj og sejlede ind i Adelsberg. Det meste af natten sejlede de opstrøms og bogstaveligt skrabede sig vej gennem to lavloftede passager, som normalt var vandlåse, man ikke kunne passere. I mellemtiden havde et kraftigt tordenvejr gennemblødt omegnen, og klokken et om natten begyndte vandstanden i floden at stige hurtigt på grund af de store regnmængder, vandet steg 3 meter og lukkede derved vandlåsene. De to huleforskere var strandet. I adskillige timer ventede de to i det klamme mørke 550 meter inde i hulen, mens de sparede på deres beholdning af lys og lampeolie. Da floden endelig faldt, sejlede de hastigt tilbage mod indgangen. Senere fremstillede Schmidl, hjulpet af en professionel landmåler, et præcist kort over den nylig opdagede flodpassage og rapporterede omhyggeligt om den underjordiske vand- og luftstrøm.