Start

Slut

Den dynamiske Jord! 

 

Så sent som i slutningen af 1950'erne mente de fleste geologer, at Jordens skorpe ikke bevægede sig i det vandrette plan, og at kontinenterne lå fast i de positioner, hvori de var dannet i Jordens tidlige historie. Oceanernes skorpe blev anset for at være lige så stabil. Da denne altid befandt sig under vand, kunne vind og vejr jo ikke erodere den. Ja, man mente, at oceanbunden ikke gjorde andet end at tage imod det nedbrudte materiale, som blev skyllet væk fra landjorden. Bunden var dækket af flere milliarder års aflejringer og fossiler, helt tilbage fra livets begyndelse.

Men i slutningen af 1960'erne havde geologerne modbevist alle disse velkendte og accepterede »fakta«. Kontinenterne bevæger sig tilsyneladende ubesværet hen over Jordens overflade. Hvad angår oceanskorpen, er den ikke blot i konstant bevægelse, men den nuværende skorpe blev dannet så sent som i de sidste 5 % af Jordens 4600 millioner år lange eksistens. Mellem 1960 og 1970 fandt, kort sagt, en revolution sted inden for geologien.

Ideen om kontinentalvandring: Tidlige tegn.
Selv om de fleste geologer afviste at anerkende teorien om kontinentaldrift indtil 1960'erne, har teorien en lang historie. Francis Bacon, den engelske statsmand og naturfilosof, sammenlignede som den første kontinenternes omrids og gjorde i 1620 opmærksom på ligheden mellem Afrikas og Sydamerikas atlanterhavskyster. Han anså ligheden for »et eksempel på tilfælde af overensstemmelse, som ikke må overses«, men undersøgte ikke sagen nærmere. Ideen om kontinenternes bevægelse blev introduceret i 1668 af Francois Placet, den franske moralist, som fremsatte den teori, at Amerika kunne være dannet ved »forening af mange flydende øer, som blev forbundet med hinanden«. Placets mål var dog teologisk, og han anførte ikke noget egentligt bevis for sin teori.

Theodor Lilienthal, den tyske teolog, gik videre end Bacon og påpegede i 1756, at Afrikas og Sydamerikas kyster stemte overens. Han bemærkede, at disse kyster »ville næsten fylde hinanden ud, hvis de blev anbragt side om side« og antydede endog, at de to kontinenter engang faktisk var et. Alexander von Humboldt, den tyske videnskabs-mand og opdagelsesrejsende, bemærkede også ligheden og gjorde som den første opmærksom på de to kontinenters geologiske ligheder. Hans forklaring, i 1801, var dog, at Atlanterhavet var blevet udhulet af en mægtig storm.

Den første vandringshypotese.
Antonio Snider, en amerikaner bosiddende i Paris, var den første til at fremsætte en detaljeret hypotese om kontinenternes adskillelse. Hans ide fra 1858 var, at efterhånden som Jorden afkøledes, krystalliserede overfladen meget uregelmæssigt, hvilket gav en ujævn fordeling af overfladematerialet. Han mente, at en stor kontinental masse havde samlet sig på den ene side af kloden, og at dette arrangement var meget ustabilt. Ligevægten blev genoprettet i tiden omkring syndfloden, da vulkansk materiale trængte op langs brud i landmassen og pludseligt skubbede Amerika væk. Som bevis anførte Snider overensstemmelsen mellem kystlinierne, ens bjergartsformationer på de modstående hjørner af Afrika og Sydamerika samt ligheden mellem deres fossiler.

Sniders forestilling om kontinentalbevægelse var dog måske snarere en hurtig spurt end en vandring, for den fandt sted på blot et øjeblik i forbindelse med en katastrofe (syndfloden). Dette bevirkede, at geologerne ikke ville tage Sniders teori alvorligt, da den blev fremsat. De fleste af dem havde netop forkastet katastrofe-teorien - ideen om, at tidligere tiders geologiske begivenheder havde fundet sted overordentlig hurtigt. 1 stedet støttede de uniformitetslæren - den teori, som siger, at tidligere geologiske hændelser er lig dem, vi kan se i dag. Denne filosofi udelukkede enhver overnaturlig indgriben og hævdede, at enhver ændring i Jordens overflade måtte forklares ud fra de processer, som finder sted på overfladen i dag. Processerne i Jordens indre var selvfølgelig dengang ukendte.

Pladetektonik forud for sin tid

Kontinentalvandring bliver en videnskab.
De første videnskabelige tanker om kontinenternes vandring blev fremsat af Frank Bursley Taylor, en amerikansk geolog, i en forelæsning i 1908 og i en artikel, offentliggjort to år senere. Taylor forestillede sig, at der oprindelig havde været to store landmasser, henholdsvis omkring Nord- og Sydpolen. På et tidspunkt i tertiærtiden begyndte disse masser at krybe mod ækvator. Undervejs splittedes de, og deres ydre kanter blev tvunget opad og dannede bjergkæder som fx Alperne og Himalaya.

Taylor blev dog, af flere grunde, stort set ignoreret af sin samtids geologer. For det første var kun få rede til at acceptere en ide, som gik imod enhver teori, der havde eksisteret, siden den videnskabelige geologi opstod i slutningen af det 18. århundrede. For det andet manglede Taylors bevismateriale totalt henvisninger til de traditionelle discipliner - palæontologi (læren om uddøde væsener) og stratigrafi (lagdelings/æren). En tredje grund var, at Taylor ikke var medlem af nogen etableret geologisk kreds: han var ikke tilknyttet noget universitet eller anden forskningsinstitution. Han var en enspænder, og hans forskning blev finansieret af hans rige far. Hans helbred var ustabilt, og overalt på sine rejser var han ledsaget af en læge og senere af sin hustru. Andre geologer betragtede ham som en excentriker.

Og endelig blev opmærksomheden snart rettet mod den tyske meteorolog og astronom Alfred Wegener, der var en alt i alt mere respekt-indgydende fortaler for kontinentalvandring.

Wegener - den udenforstående
Alfred Wegener (1880-1930) var født i Berlin og omkom nær Umanak. Det var Wegeners fjerde rejse til Grønland - han havde bl.a. i 1906-07 deltaget i Mylius Erichsens Danmarks-ekspedition som meteorolog. For sin deltagelse i denne ekspedition blev han i Danmark dekoreret med fortjenstmedaljen i sølv med spænde, og i 1913 blev han ridder af Dannebrog. Hans hovedfelt var ikke geologi, men astronomi, meteorologi og geofysik, og hans teorier om kontinentalvandringen blev efter hans død nærmest glemt. Men man huskede hans indsats som polarforsker: en halvø i Umanakdistriktet bærer hans navn.

Superkontinent-teoriens tilblivelse
Alfred Wegener regnes som den sande ophavsmand til ideen om kontinentalvandring. Ikke fordi han var den første, der fik ideen - for det var han ikke - men fordi han som den første fremsatte en meget detaljeret redegørelse til forsvar for den. Hans første artikel om emnet blev offentliggjort i 1912, og hans bog »Kontinenternes og oceanernes tilblivelse« kom i 1915. Uheldigvis forblev den første udgave af bogen stort set ukendt uden for Tyskland, fordi første verdenskrig forhindrede, at den blev oversat. Heller ikke den anden udgave fra 1920 blev oversat, skønt den vakte interesse i Europa. Den tredje udgave (fra 1922) udkom dog på engelsk, fransk, svensk og russisk (i 1924) og skabte uenighed især i Storbritannien og Amerika.

Wegeners hovedkonklusion var, at der oprindelig fandtes et »superkontinent«, som han kaldte »et pangæa« (hele jorden eller hele landet), og som senere har fået egennavnet Pangæa. På et tidspunkt i den sene mesozoiske tid splittedes Pangæa, og de enkelte dele - vore dages verdensdele - bevægede sig langsomt imod deres nuværende positioner. For at underbygge sin teori fremlagde Wegener bevismateriale fra et bredt spektrum af discipliner - geologi, geofysik, palæontologi, biologi og palæoklimatologi (læren om fortidens klima).

En blandet modtagelse af en udfordrende teori .
Mange geologer var oprindelig velvilligt indstillet over for Wegeners ideer. Men i USA var reaktionen generelt negativ. Alt Wegeners bevismateriale blev vejet og fundet for let. Geologerne kunne fremsætte alternative fortolkninger.

Reaktionsforløbet i kontinentalvandringen blev aldrig klarlagt. Wegener havde fremsat den teori, at kraften til at bevæge kontinenterne kom fra Jordens rotation, men dette blev ikke fundet overbevisende. I slutningen af 1920'rne var flere geologer, mest overbevisende Arthur Holmes i Storbritannien, kommet frem til, at den øvre del af Jordens kappe ikke nødvendigvis var ubevægelig. Måske kunne den langsomt »krybe« gennem lange perioder og dermed tillade skorpen ovenpå at bevæge sig sidelæns. Og hvis den øvre kappe indeholdt energikilder, som fx varme, kunne konvektionsstrømme måske bevæge kontinenterne.

Uheldigvis havde mange stadig svært ved at forestille sig kontinentalvandring. Uanset hvor stærke de kræfter var, som kontinenterne blev udsat for nedefra, hvordan kunne de så på nogen måde pløje sig vej gennem massiv oceanbund? 1 1929 fremsatte Arthur Holmes den teori, at bjerge ville blive presset op, der hvor kontinenterne skubbede sig frem mod oceanskorpen. Han hævdede også, at bjergarter ville øge deres massefylde og synke ned i kappen på grund af høje temperaturer og tryk i denne zone. På den måde ville kontinenterne langsomt skride fremad på vej væk fra deres ophav, Pangæa.

Men uanset om han havde ret i sine teorier eller ej, blev Holmes' artikel fra 1929 overset, muligvis fordi den blev offentliggjort i et ukendt tidsskrift. En bog kaldt »Vore vandrende kontinenter«, som blev udgivet i 1937 af den sydafrikanske geolog Alexander du Toit blev også næsten overset. 1 dette detaljerede værk fulgte du Toit entusiastisk Wegener og styrkede hans hypotese ved at foretage rettelser og mange tilføjelser af data til støtte for den. Efter »masseomvendelsen« til kontinentalvandring i 1960'erne er antikvariske eksemplarer af, hvad der er blevet en klassisk afhandling om kontinenternes vandring, blevet sjældne.

Wegeners værk vakte en del røre, da det kom frem i 1920'rne og har senere fået nogen støtte fra nogle få indflydelsesrige geologer. Men kontinentalvandring skabte ikke stor interesse før slutningen af 1950'erne. Da begyndte nye data at komme ind fra uventet hold. Revolutionen inden for geologi stod foran sin begyndelse, næsten 50 år efter Wegeners første ord om emnet.