Start

Slut

C-vitamin: Hjernebeskytteren!

 

Det er klogt at tage C-vitamin, og det kan gøre os endnu klogere. C-vitamin er en meget kraftig antioxidant, som forskerne først for nylig har opdaget let passerer igennem blod-hjernebarrieren; som er koncentreret i store mængder i hjernevæv; som bidrager til danneIsen af neurotransmittere, f.eks. dopamin; og som beskytter cellerne mod frie radikal-skader.

Det er grunden til, at talrige undersøgelser viser, at højere niveauer af C-vitamin i blodbanen styrker de kognitive præstationer for unge som for gamle og beskytter mod aldersbetinget hjernesvækkelse, bl.a. Alzheimers sygdom og slagtilfælde.

C-vitamin aktiverer unge hjerner!
Mange vitaminer kan bidrage til at styrke hjernefunktionerne, men C-vitamin er ofte helt suverænt godt til det. Eksempelvis har engelske forskere klarlagt, at de drenge i 13-14-årsalderen, der havde det højeste C-vitaminindhold i blodet, også klarede sig bedst i test af den nonverbale intelligens. Det er desuden påvist, at C-vitamin øger blodets indhold af glutathion, en anden antioxidant, der er bestemmende for høje pointtal i intelligensprøver.

C-vitaminrig appelsinjuice giver høje IQ-pointtal!
I en tidlig og dybt fascinerende undersøgelse viste to psykologer fra Texas Woman's University i Denton i Texas i 1960, at skolebørn ved at drikke appelsinjuice kunne øge deres pointtal i intelligensprøver. Forskerne fremhævede, at en af grundene til, at børn fra lavere socialklasser klarer sig dårligere i intelligensprøver, kunne være en uopdaget ernæringsmangel, som hindrer mental vækst og hæmmer de mentale præstationer, og at denne tilstand ikke behøver at være permanent, men vil kunne ændres.

Følgelig udtænkte de en test. De underkastede 236 børn og unge fra børnehave til niende klasse og 115 universitetsstuderende intelligensprøver, tilpasset de enkelte alderstrin. De analyserede desuden C-vitaminindholdet i blodet og inddelte børnene i to grupper- en med højt og en med lavt C-vitaminniveau. Som forventet viste det sig, at de børn, der havde højest C-vitaminindhold i blodet, generelt lå 5-10 pointtal højere i intelligensprøven. Næste spørgsrnål var, om det kunne lade sig gøre at hæve pointtallet for børn med lave C-vitaminniveauer ved at give dem C-vitaminrig appelsinjuice i skolen gennem et halvt år. Og det kunne det. Da forskerne et halvt år efter testede børnene igen, efter de havde fået appelsinjuice i skolen (der var ikke nogen nærmere specificeret mængde), klarede de, der fra begyndelsen havde haft et højt C-vitaminindhold i blodet, sig ikke meget bedre. Men det gennemsnitlige pointtal i intelligensprøven for de børn, der havde haft lavt indhold i blodet af C-vitamin, gik i vejret med omkring fire point! Pointtallene steg desuden generelt i takt med koncentrationerne af C-vitamin i blodet.

Forskerne fremførte, at den ekstra mængde appelsinjuice og/eller C-vitamin styrkede hjernens »årvågenhed« eller »skarphed« hos dem, der havde behov for den, hvilket støtter den opfattelse, at børn med højt C-vitaminindhold i blodet allerede fungerede med næsten maksimal hjernekapacitet, mens de, der var underforsynet med C-vitamin, fungerede med noget lavere hjernekapacitet.

C-vitamin mod mental svækkelse!
C-vitamin er særlig vigtigt til beskyttelse af aldrende hjerner. Ifølge nylige forskningsresultater kan man forudsige, hvor vitale ens mentale funktioner vil være, efterhånden som man bliver ældre, ud fra hvor meget C-vitamin man indtager. Jo mere C-vitamin, jo mindre er faren for at miste åndsevnerne. Særlig imponerende forskningsresultater kommer fra australske forskere ved Sydneys universitet. I en undersøgelse af 117 ældre mennesker påviste de, at de, der tog C-vitamintilskud, kun havde 40 procent så stor risiko for at løbe ind i alvorlige kognitive svækkelser som dern, der ikke tog C-vitamin, når det bedømtes ud fra pointtallene i den yderst pålidelige Mini-Mental State Examination. Dette gjaldt uanset uddannelsesmæssig baggrund. Hvis de, der tog tilskud, også sarntidig indtog en C-vitaminrig kost, faldt risikoen for intellektuelle svækkelser endnu mere, nemlig til blot 32 procent.

En nylig schweizisk undersøgelse af ældre mennesker (i alderen 65-94 år) viste, at de, der havde højest C-vitaminindhold i blodet, klarede sig bedst i test af forskellige hukommelsesformer.

C-vitamin bekæmper slagtilfælde!
En af de vigtigste måder, C-vitamin synes at forhindre mentale svækkelser på, er ved at bekæmpe vaskulær hjernelidelse, dvs. slagtilfælde. Engelske forskere ved Southamptons universitet undersøgte for nylig 921 mænd og kvinder i alderen 65 år og derover. De påviste, at de, der fik mest C-vitamin gennem kosten og havde mest C-vitamin i blodet, også havde de bedste kognitive funktioner og den laveste risiko for dødelige slagtilfælde. Forsøgspersoner, der indtog mere end 45 milligram C-vitamin dagligt, udviste kun halvt så omfattende svækkelser af de kognitive funktioner som dem, der fik mindre end 28 milligram C-vitamin dagligt. Desuden havde de, der klarede sig dårligst i test af de intellektuelle funktioner, næsten tre gange større risiko for at dø af slagtilfælde end dem, der ikke viste nogen tegn på kognitiv svækkelse. Resultaterne peger i udtalt grad på C-vitamin som forbindelsesleddet rnellem kognitiv funktionsevne og slagtilfælde. De, der havde mindst C-vitamin i kosten og i blodet, havde også tre gange større risiko for at dø af slagtilfælde end dem med mest. Faktisk var lavt C-vitaminindhold lige så stor en risikofaktor for dødelige slagtilfælde som et forhøjet diastolisk blodtryk.

De uundgåelige konklusioner: »En 'subklinisk mangel' på C-vitamin er et forvarsel om en svækket kognitiv funktionsevne hos ældre mennesker. Et højt C-vitaminindtag beskytter både mod kognitiv svækkelse og vaskulær hjernelidelse. En betydelig del af den svækkelse af de kognitive funktioner, vi ser hos ældre, er af vaskulær oprindelse.«

En stort anlagt schweizisk undersøgelse af næsten 3.000 midaldrende mænd viste ligeledes, at de, der havde lavt indhold i bIodet af C-vitamin og betacaroten, havde fire gange større risiko for at få et dødeligt slagtilfælde.

På hvilken måde bekæmper C-vitamin slagtilfælde? Det undertrykker de unormale tilstande, herunder tilstopninger, i halspulsåren, der kan føre til mental svækkelse og slagtilfælde. Forskeren Stephen Kritchevsky fra University of Tennessee påviste for nylig, at kvinder over 55 år, der tog C-vitamintilskud, havde halspulsårer med rneget lidt fortykkede vægge - dvs. med større lysning, så blodet og ilten kan nå uhindret frem til hjernen. Dette er vigtigt, fordi ny forskning har klarlagt, at fortykkede vægge i halspulsårerne er et sikkert forvarsel om hukommelsessvækkelse og dårligere kognitiv funktionsevne efter 65-årsalderen.

C-vitamin regulerer desuden karfunktionefie - dvs. blodårefies udvidelse og sammentrækning og blodgennemstrømningen - på en sådan måde, at vandrende blodpropper forhindres i at tilstoppe hjernens blodkar. C-vitamin gør først og fremmest plakbelægninger mere »stabile«, så de er mindre tilbøjelige til at brydes op og danne blodpropper.

Slagtilfældes forløb og C-vitamin!
Hvis man skulle komme ud for et slagtilfælde, vil man lettere kunne overvinde det, hvis blodet indeholder store mængder Cvitamin. Det er en lære, som forskerne har uddraget ved at studere dyr, der sover vintersøvn. Under forløbet af et slagtilfælde fremkalder afbrydelsen af ilt- og glukosetilførslen omfattende ødelæggelser på hjerneceller. Desuden finder der, når blodstrømmen brat genoptages, en efterfølgende bølge af ødelæggelser sted af celler, der forsøger at komme sig oven på anfaldet. De kaldes »reperfusionsskader« og kan være mindst lige så frygtelige som det indledende angreb på hjernen. Årsagen er den pludseligt genoptagne tilførsel af blod, ilt og overvejende frie radikal-forbindelser til hjernen.

Forskerne har opdaget, at dette også finder sted hos dyr, der sover vintersøvn, når de vågner op efter en lang søvnperiode. Men hvorfor kommer de ikke ud for alvorlige hjerneskader, når de vækkes af deres dvaletilstand? Margaret E. Rice fra New York Universit y Medical Center kan måske give en del af svaret. Under egerns dvaletilstand reduceres blodstrømmen til hjernen til en sagte piblen - dvs. med 90 procent eller mere, oplyser hun. Men samtidig stiger blodets C-vitaminindhold med 400 procent, og C-vitaminkoncentrationen i centralnervesystemets cerebrospinalvæske fordobles og holder sig på et højt niveau under den lange vintersøvn. Margaret Rice mener, at denne forøgelse af C-vitaminniveauet er naturens måde at beskytte dyrenes hjerner på mod den strøm af frie radikaler, som udløses, når blodstrømmen vender tilbage til det normale, og hjernecellerne energisk genoptager forbrændingen af ilt. C-vitaminet optræder med andre ord som en kraftig antioxidant, der skal neutralisere de frie radikal-angreb, som ellers ville kunne ødelægge hjernevævet.

Det er indlysende, at også høje C-vitaminniveauer i blodet hos mennesker, hvis hjerner er under angreb fra frie radikaler under forløbet af et slagtilfælde, vil kunne mindske skadevirkningerne på hjerneceller og herigennem gøre et slagtilfælde mindre alvorligt.

Hvordan påvirker C-vitamin hjernen? Der er offentliggjort mindst 400 lægevidenskabelige artikler, der prøver at besvare dette spørgsmål. C-vitaminet udmærker sig først og fremmest ved sin kraftige antioxidant-virkning. Den førende forsker Lester Packer oplyser, at C-vitaminet er en af de fem kraftigste »netværks«-antioxidanter, hvor de øvrige fire er E-vitamin, coenzyrn Q10, liponsyre og glutathion. I rollen som antioxidant beskytter det hjernecellerne mod omfattende skader som følge af frie radikal-angreb.

Undersøgelser har f.eks. vist, at mennesker med Alzheimers sygdom har langt lavere indhold af C-vitamin i cerebrospinalvæsken end unge, sunde og raske mennesker. I en nylig undersøgelse udvikledes der ikke Alzheimers sygdom hos en eneste af de personer, der havde taget C-vitamintilskud.

Det er tydeligt, at hjernen betragter C-vitamin som helt nødvendigt for en optimal funktionsevne, siger eksperter, eftersom den insisterer på at holde indholdet i hjerneceller på et ekstremt højt niveau. Dyreforsøg viser, at C-vitamin hurtigt og nemt kommer ind i hjernen. Efter indsprøjtning af C-vitamin i forsøgsdyr kan forskerne registrere C-vitamin i deres hjerner i løbet af få minutter!

C-vitamin er imidlertid andet og mere end en antioxidant. Det letter overførslen af signaler overalt i hjernen. Det kan direkte øve indflydelse på elektriske impulser, på syntesen (hjernen skal have tilført C-vitamin for at danne dopamin og adrenalin) og frigivelsen af neurotransmittere og på disses overførselover cellesynapserne. C-vitamin spiller kort sagt en meget vigtig rolle i forbindelse med hjernens uhyre betydningsfulde kontaktområder, som er afgørende for kvaliteten og mængden af impulsoverførslerne.

Hvor store tilskud skal man tage? En moderat dosis på 500-1.000 rnilligram C-vitamin dagligt menes at være tilstrækkeligt til at beskytte hjernen. Nogle eksperter mener endda, at blot 200 milligram kan være nok.

Risici: C-vitamin er utroligt risikofrit, selv i store doser. Der er ikke konstateret nogen giftvirkning ved doser på 20.000 rnilligram pr. dag - den mængde, som nobelpristageren Linus Pauling tog. Man vil kunne få diarre efter at have taget store doser C-vitamin, men det fortager sig, når man sænker dosis.

Selen: Det hjernestyrkende mineral!
Spormineralet selen har en meget kraftig indvirkning på hjernefunktionerne. Nerveceller skal have selen for at kunne danne glutathion, en af hjernens vigtigste antioxidanter. Således dannes der forholdsvis mindre glutathion i hjerner hos dyr, der har fået en selenfattig kost. Sådanne selenberøvede hjerner udviser desuden forstyrrelser i aktiviteten hos de vigtige neurotransrnittere serotonin, dopamin og adrenalin, hvilket ifølge nylige forskningsresultater er tegn på mulige skader og funktionssvigt i hjernen. Endvidere falder blodets selenindhold med alderen - med 7 procent efter 60-årsalderen og med 24 procent efter 7S-årsalderen, ifølge en undersøgelse.

Selenunderskud giver dårligt humør!
Hvis man ikke får selen nok, påvirker det faktisk stemningslejet hos mennesker, muligvis som følge af forstyrrelser i neurotransmitternes aktivitet. Forskere ved det amerikanske landbrugsrninisterium gav gennem omkring 31/2 måned en gruppe unge mænd en kost, der enten var selenfattig eller selenrig. Den selenrige kost gav rnændene et betydeligt stemningsløft. De sagde, at de følte sig mere klarhjernede, opløftede, omgængelige, rolige og fattede, selvsikre og energiske. Jo større selenindholdet var i de røde blodlegemer, jo større velvære følte de. Forskningspsykologen James G. Penland fra USA's landbrugsministerium, som var leder af undersøgelsen, fremhævede, at den ekstra selen hævede mændenes humør, selvom de ikke havde vist nogen tegn på selenmangel. Dette kunne tyde på, at amerikanere uden at være klar over det får utilstrækkeligt med selen i kosten til et optimalt velbefindende. Uopdagede subkliniske mangeltilstande kan med andre ord bidrage til at sænke stemningslejet. Undersøgelsens selenrige kost indeholdt 220 mikrogram pr. dag, mens den selenfattige kost indeholdt 33 mikrogram. Den typiske amerikanske kost indeholder fra 40 til 60 mikrogram selen pr. dag.

Skyldes hvidløgs humørhævende virkning selen?
Flere forskere har rapporteret, at hvidløg hæver humøret. Hvidløgs høje I indhold af selen kan være en af forklaringerne. Indiske forskere, der testede hvidløgs gavnlige indvirkning på patienter, der havde haft et hjertetilfælde, har beskrevet en gunstig bivirkning: bedre humør og mere energi. Den franske forsker Gilles Fillion fra Pasteur-instituttet påviste, at hvidløg fremmer frigivelsen af serotonin, som får os til at føle os bedre tilpas. »Jeg har hvidløg mistænkt for at modvirke stress og angst og virke som en slags antidepressivt middel på linje med Fontex, dog med en langt svagere effekt,« udtalte han. »Ved at spise hvidløg opnår man I måske ganske enkelt at føle større velvære.« Hos mus bedømte japanske l forskere hvidløgsekstrakt til at være 60 procent så effektivt som Valium til I at lindre stress.

Selenrige fødemidler omfatter: korn, hvidløg, kød, fisk og skaldyr - især tun og østers - og paranødder. At spise en paranød svarer til at tage en selenpille, siger eksperterne. En paranød uden skal indeholder i gennemsnit 12-25 mikrogram. Hvis man køber dem med skal og selv knækker dem og tager dem ud, indeholder hver nød ornkring 100 mikrogram selen.

Tag selen og øg velværet!
Den engelske psykolog David Benton fandt desuden »rnarkant større velbefindende« hos 50 forsøgspersoner i alderen 14-74 år, som fik en 100 mikrogram selentablet dagligt gennem fem uger selvom de ikke udviste åbenlyse tegn på selenmangel. Nogle fik en placebo, de andre den ægte vare. De, der fik selen, gennemgik en standardtest, der skulle fastlægge deres sindsstemning. De oplyste, at de følte sig væsentligt mere klarhjernede, rolige og fattede, energiske, opløftede, selvsikre, omgængelige - eller, omvendt, mindre forvirrede, ængstelige, trætte, deprimerede, usikre og vrisne. Selenets angstdærnpende virkning var udtalt.

Forskere har også gjort opmærksom på, at de forsøgspersoner, som normalt indtog mindst selen, oplevede den største gavnlige virkning af dette tilskud. Deres pointtal for stemningsleje gik i vejret med over 40 procent, efter at de havde taget selentilskuddet i fern uger. Selv de, der indtog en forholdsvis selenrig kost, oplevede en markant fremgang - deres pointtal for stemningsleje hævedes med 25 procent. Forklaringen er den, at en subklinisk, uopdaget selenmangel, der gav sig udslag i dårligt humør, blev udlignet gennem tilskuddene.

Det er ikke første gang, at selentilskud har øget den mentale funktionsevne. I en hollandsk undersøgelse oplevede geriatriske patienter, der fik selen- og E-vitallintabletter, mindre angst og depression og større mental årvågenhed. Andre forskningsresultater viste, at en blanding af selen, zink og kæmpenatlysolie forbedrede humøret og en række aspekter af den mentale funktionsevne hos en gruppe ældre mennesker med hukommelsessvækkelse.

Hvor meget skal man tage? Eksperterne anbefaler, at man tager 200 mikrogram selen dagligt, dels for at beskytte sin hjerne, dels for at forebygge hjertesygdom og kræft. Men pas på ikke at tage for store doser. Selen er et af de få tilskud, som kan være ekstremt giftige. Selvom giftvirkningen normalt først slår igennem, når man er oppe på 2.500 mikrogram pr. dag, er der ingen grund til at indtage mere end 200 mikrogram selen pr. dag i form af tilskud.

KORT OG GODT: Umærkelige, vidt udbredte selenunderskud hæmmer hjernefunktionerne, først og fremmest ved at give dårligere humør og større angst. Man skal have tilført tilstrækkeligt med selen for at opnå en optimal hjernefunktion. Løsningen er et dagligt tilskud på 200 mikrogram.

Liponsyre: Superantioxidanten over dem alle!
Et af de mest formidable hjernebeskyttende midler er en antioxidant, de færreste overhovedet har hørt om. Lester Packer, professor i rnolekylær- og cellebiologi ved University of California i Berkeley, og en af verdens førende antioxidantforskere, kalder alfa-liponsyre for »superantioxidanten«, der ligger meget tæt på hans vision om den »ideelle« antioxidant, hvis han skulle blive bedt om at fremstille en. På sin top-fem-liste over såkaldte »netværks-antioxidanter« - der regnes for de allerkraftigste blandt hundredvis af antioxidanter - placerer Packer liponsyre på førstepladsen. Liponsyre er »den mest alsidige og virkningsfulde« af alle antioxidanter, fastslår han. Den er en uforlignelig hjerne-antioxidant - antioxidanternes antioxidant.

Der er en række ting, der gør den enestående og universel, påpeger Packer. Fordi det er et lille molekyle, er det en af de få forbindelser, der uhindret kan passere gennem blod-hjernebarrieren og hurtigt kan optages af hjernevævet. Den kan således umiddelbart undsætte og redde de celler i hjernen, der er udsat for angreb. »Det er den eneste antioxidant, der har let adgang til hjernen,« understreger han.

På grund af sin helt specielle kemiske struktur er den ydermere, i modsætning til alle andre antioxidanter, både fedt- og vandopløselig og dermed i stand til at udvirke sine mirakler både i hjernens vandige og fedtrige områder, overalt hvor der er mest brug for den. Ingen anden antioxidant har disse egenskaber. Og, som om dette ikke var nok, liponsyre er den eneste antioxidant, der kan genopbygge eller gendanne såvel sig selv som fire andre meget vigtige antioxidanter - E- og C-vitamin, glutathion og coenzym Q 10. Det betyder, at når en antioxidant som f.eks. E- eller C-vitamin har opbrugt og udtømt sig selv, strømmer liponsyren til og genopretter deres maksimale antioxidantvirkning. Den er desuden den eneste antioxidant, der er i stand til at genopstå som antioxidant, efter at den har forbrugt sine kræfter i kampen mod frie radikaler.

Endvidere neutraliserer liponsyre lige netop den type frie radikaler, der vil kunne påføre hjernecellerne de største skader, nemlig kvælstofradikaler, herunder kvælstofilte. Den største opmærksomhed har været rettet mod neutraliseringen af de såkaldte almindelige iltradikaler, men der findes en anden type frie radikaler, som forskerne på det seneste er begyndt at studere mere indgående. Det er det frie kvælstofradikal, og det frembyder en særlig stor fare for hjernecellerne.

Det er desuden meget afgørende, at liponsyre øger effektiviteten i cellernes energifabrikker - mitokondrierne. Med alderen begynder energiproduktionen i mitokondrierne at falde, hvilket betyder, at de udnytter ilt og glukose mindre effektivt og er årsag til flere frie radikal-skader. Bruce Arnes og hans kolleger ved University of California i Berkeley påviste, at liponsyre genopladede energiniveauerne hos ældre rotter - faktisk mindskede den reduktionen i celleenergien hos garnle rotter med SO procent! Også rotternes fysiske aktivitet øgedes, så de næsten nåede op på unge rotters aktivitetsniveau igen.

Et andet vigtigt aspekt ved liponsyre er, at den medvirker til at kontrollere blodsukker- og insulinniveauerne og hjælper med til at blokere for dannelsen af nogle sukker-beskadigede proteiner, rnan kalder AGE'er (advanced glycation end products), som frernskynder aldring og optræder i store mængder hos diabetikere.

Teknisk set er liponsyre ikke noget vitamin, eftersom kroppen selv kan danne det, men produktionen falder med alderen og er i den rnodne alder utilstrækkelig til at give fuld beskyttelse.

Hukommelseskuren!
Hvis man er bekymret for, at hukommelsen skulle svækkes, skal man vide, at liponsyre vil kunne føre hukommelsen tilbage til det stade, den havde i ungdommen. I opsigtsvækkende forsøg tilsatte tyske forskere ved Klinisk Institut for Mental Sundhed i Mannheirn liponsyre til ældre, men i øvrigt sunde og raske mus' drikkevand. Dyr har, nøjagtigt ligesom mennesker, tendens til at udvise tegn på aldersbetinget hukommelsessvækkelse, efterhånden som de bliver ældre. Og - af samme mulige årsag - livslange frie radikal-angreb på hjernevævet. Efter to uger testede man både de mus, der drak vand med liponsyre, og de, der drak almindeligt vand, for at se, hvor gode de var til at forcere en labyrint; succes afhang af, hvor gode de var til at huske.

Og ganske rigtigt: De mus, der havde fået vand med liponsyre, klarede sig langt bedre og demonstrerede en langt bedre hukommelse. Faktisk var der nogle af dem, der klarede sig lige så godt eller bedre end mus, der kun var halvt så gamle som dem selv, hvilket tyder på, at liponsyrens antioxidant-aktivitet i drastisk grad forsinkede hjernens svækkelse, måske ved at forhindre tab af hjerneceller og/eller ved at reparere fejlfungerende overførselssystemer.

Lige så bemærkelsesværdigt var det, hvor hurtigt liponsyren begyndte at udøve sine mirakler med genopretning af hukommelsen - i løbet af blot to uger. I menneskelig målestok ville det svare til omkring 1½ år for en 75-årig. Villiponsyre virkelig kunne indvirke på menneskers hjerner i løbet af så kort tid - blot 1½ år? »Det er ikke usandsynligt, men det er ikke på nogen måde bevist,« fremhæver Packer. Han understreger desuden, at liponsyre ikke styrker fremvæksten af nye hjerneceller. Man mener, at liponsyre styrker hukommelsen ved at forynge funktionen af særlige receptorer på nervecellemembranefile, der styrer overførslen af signaler overalt i hjernen.

Interessant nok styrkede liponsyre ikke hukommelsen hos unge dyr. Dette kunne tyde på, at liponsyre reparerer og genopliver udslidte kredsløb i aldrende hjerneceller, men ikke fremkalder overnormal funktionsevne hos unge, sunde hjerneceller.

»Liponsyre er den mest virkningsfulde antioxidant, vi har kendskab tit.« - Lester Packer, professor i molekylær- og cellebiologi, University of California i Berkeley

Forebyggelse af skader efter slagtilfælde!
Liponsyre kan muligvis forhindre, at man får et slagtilfælde - men hvis man alligevel får et, kan den bidrage til at begrænse skaderne og fremskynde helbredelsen, ifølge imponerende resultater af dyreforsøg. Forsøgsdyr, der får liponsyre, kommer sig hurtigt oven på slagtilfælde, oplyser Packer. Han fremkaldte slagtilfælde hos rotter ved at blokere halspulsåren, der fører blod og ilt til hjernen. Ved sådanne slagtilfælde afbrydes blodstrømmen, men derpå genoprettes den brat, når blokeringen opløses. Det er det farlige aspekt ved et slagtilfælde - den såkaldte reperfusion, hvor ilten igen strømmer ind i hjernen. Den hurtige strømning fremkalder en stærkt forøget dannelse af frie radikaler i hjernen af en sådan størrelsesorden, at hjernens normale antioxidantforsvar slet ikke kan følge med, men tværtimod udslettes. Resultatet er, at forsvarsløse hjerneceller skades og dræbes (under reperfusion), hvilket fører til midlertidige eller vedvarende skader og muligvis døden. Sådan virker skader efter et slagtilfælde. I Packers undersøgelse døde 80 procent af rotterne mindre end et døgn efter genoprettelsen af ilttilførslen til hjernen.

Men hvad sker der med disse rotter, hvis man giver dem en indsprøjtning med liponsyre, lige før blodet og ilten begynder at strømme tilbage til hjernen på normal måde? »Det er forbløffende, ja, helt utroligt,« indrømmer Packer. I et sådant forsøg døde blot 25 procent af de dyr, der fik slagtilfælde, men som også havde fået liponsyre, og alle overlevende dyr kom sig fuldstændigt uden de mindste tegn på skader. »Ingen anden antioxidant eller medicin vil være i stand til på så forbløffende vis at forhindre hjerneskader som følge af slagtilfælde,« fastslår Packer.

Packers forskning beviste ydermere, at liponsyren udøvede sin magi ved at forebygge frie radikal-skader på de sårbare dele af hjernen. En undersøgelse af rotternes hjerner afslørede, at de, der ikke havde fået liponsyre, havde omfattende hjerneskader, forårsaget af frie radikaler. De, der havde fået liponsyre, havde normale hjerner uden spor af de frie radikal-skader, man normalt ser efter et slagtilfælde. Andre forskere har påvist næsten samme procentvise øgede overlevelsesrate efter slagtilfælde" som må tilskrives behandling med liponsyre.

Hvordan vil man kunne udnytte denne ny viden? Packer og andre forskere går ud fra, at liponsyre måske vil kunne udnyttes af læger i behandlingen af ofre for slagtilfælde, så man mindsker reperfusionsskader på hjernen. Der er desuden den mulighed, at man ved at holde sine hjerneceller velforsynede med store mængder liponsyre vil kunne beskytte dem mod skader i forbindelse med slagtilfælde, fordi deres antioxidantforsvar så vil være langt stærkere.

Beskyttelse af nerveceller hos diabetikere!
Høje blodsukker- og insulinniveauer er meget hårde ved nerveceller. Faktisk kan disse to faktorer angribe og ødelægge nerveceller hos diabetikere. En sådan forstyrrelse af det perifere nervesystem man kalder den diabetisk neuropati - er en omfattende og smertefuld komplikation for mange mennesker med diabetes. I Europa har man imidlertid gennem 25 år med held brugt liponsyre i behandlingen af diabetisk neuropati. Høje doser af liponsyre - 200600 milligram dagligt - har lindret symptomerne markant i løbet af to-tre uger, ifølge en tysk forskningsrapport. Liponsyre kan endda fremme gendannelsen af nervefibre hos personer med diabetisk neuropati.

Endvidere forbedrer liponsyre insulinfunktionen eller »-sensitiviteten« og sænker blodsukkeret hos type 2-(alders-) diabetikere, ifølge flere undersøgelser, gennemført af tyske forskere. Dosis ligger på 600 milligram to gange dagligt gennem fire uger. Fremtrædende amerikanske læger planlægger nu forsøg med liponsyre i behandlingen af diabetikere. Det vil muligvis også vise sig, pointerer Packer, at man ved at tage liponsyre vil kunne forhindre udbrud af type 2-diabetes, fordi den stabiliserer blodsukker- og insulinniveauerne.

Glutathionmiraklet!
Der er en anden helt afgørende måde, hvorpå liponsyre indirekte beskytter hjernen. Liponsyre er stærkt knyttet til en anden vigtig antioxidant, nemlig glutathion. Denne antioxidant opbygges af kroppen, men det er uhyre vanskeligt at øge niveauet af glutathion i hjernecellerne, for slet ikke at tale om i blodlegemefile. Det nytter ikke at spise glutathion, fordi det meste af det ødelægges af enzymer i fordøjelseskanalen, inden det når at blive optaget og ført ud til cellerne. Selvom man indsprøjter glutathion direkte i blodbanen, når det ikke frem til hjernen.

Der findes imidlertid en sikker metode til at hæve glutathionniveauerne i blodet og hjernen: Tag liponsyre. Liponsyre i blodbanen får mængden af glutathion i hjernen til at stige voldsomt, viser undersøgelser. Liponsyremolekylerne er så små, at de uden videre slipper gennem blod-hjernebarrieren, og når de først er inde i hjernen, gendanner de på mystisk vis glutathionen - en egenskab, som ingen anden antioxidant besidder.

Gennem forsøg påviste Packer, at tilførsel af liponsyre til forskellige typer af dyre- og menneskeceller i reagensglas øgede produktionen af glutathion med forbløffende 30-70 procent! Ved at give forsøgsdyr liponsyre kunne man også hurtigt og markant hæve niveauet af glutathion i deres organer og blod.

Det er umuligt at vurdere, hvor stor en rolle glutathionet spiller i beskyttelsen af cellerne mod frie radikaler. Nogle har kaldt det for »den centrale antioxidant«. Dets vigtigste virkning er afgiftning af kroppen. Undersøgelser viser, at mennesker med høje niveauer af glutathion på alle måder holder sig unge i længere tid. Lave niveauer af glutathion er et forvarsel om kroniske sygdomme, bl.a. degenerative hjernelidelser og en tidlig død.

KORT OG GODT: Vil man være helt sikker på, at hjernecellerne får tilført det ultrabeskyttende glutathion, skal man tage liponsyre.

Der er ikke nok i kosten!
Man får ikke meget alfa-liponsyre gennem kosten. Af 16 fødemidler, som Packer analyserede, var spinat langt den rigeste kilde. I næste geled: oksenyre og -hjerte, broccoli, okselever, tomater, ærter, rosenkål og risklid. Bananer, appelsinskal, sojabønner og peberrod indeholdt ingen liponsyre. Ikke desto mindre, påpeger Packer, ville det være nødvendigt at sætte mere end 7 kg spinat til livs for blot at få sølle to milligram liponsyre, en ganske ubetydelig mængde.

Hvor meget skal man tage?
Mange eksperter anbefaler en dosis på 10-50 milligram liponsyre dagligt til sunde og raske mennesker. Packer tager 100 milligram dagligt, halvdelen om morgenen og halvdelen sidst på eftermiddagen eller om aftenen. Hvis man er diabetiker, kan man have brug for mere - 200-600 milligram dagligt. Konsulter lægen. Liponsyre kan købes i helsekostforretninger. [Sælges endnu ikke i Danmark, men fås i Tyskland i håndkøb eller kan købes over Nettet.] Den vigtigste distributør i USA er det velanskrevne Henkel Corporation, som finansierer mange dobbeltblindundersøgelser af liponsyre. Liponsyre sælges under flere forskellige varemærker.

Er liponsyre giftig? Der foreligger ingen rapporter om det, selv ikke efter høje doser. Doser på over 100 milligram kan dog muligvis sænke blodsukkeret for meget hos normale, ikke-diabetiske personer.

Coenzym Q10: Den store hjerneaktivator!
Coenzym Q10 spiller en vigtig rolle ved at styrke og forynge hjernen og medvirker til at beskytte den mod »normal« aldring og de alvorlige hjernelidelser, der ledsager den.

Hvis hjernecellerne kommer i underskud med coenzym Q10, også kaldet coQl0, vil energiproduktionen i de bittesmå energiværker i hjernecellerne, de såkaldte mitokondrier, mindskes, så der opstår både energikrise og funktionssvigt. Læg hertil forstærkede angreb af horder af frie radikaler, som har til hensigt at gøre fedtstoffet i nervecellemembranefile harsk, således at signaloverførslen forkludres, og cellens overlevelse kommer i fare. Så er scenen sat for en lurende katastrofe, selvom der kan gå mange år, før den indfinder sig i form af: nedbrydning af hjernens funktionsevne, svækkelse af de intellektuelle funktioner, hukommelsessvækkelse, motoriske forstyrrelser og hele sværmen af degenerative hjernelidelser, herunder Alzheimers sygdom, Parkinsons sygdom og Charcots sygdom (amyotrofisk lateralsklerose).

Når motoren går død!
Man prøver at starte sin bil, men motoren er død, og man finder ud af, at tændrørene er defekte. Uden gnisten kan motoren ikke arbejde. Noget lignende finder sted i hjernen, hvis man mangler coenzym Q10. Denne bemærkelsesværdige antioxidant er »cellernes tændrør«, som Lester Packer kalder den, som får de bittesmå energicentre, mitokondrierne, i nerveceller (og andre celler) til at udsende den livsvigtige kemiske forbindelse ATP (adenosintrifosfat), som er energigrundlaget for alt liv. Uden coenzym Q10 er der ingen gnist til at sætte fart i cellens energiproduktion. Det er ikke svært at forestille sig, hvor træge hjerneceller bliver uden coQ10. Deres energimotorer vil for det meste enten sætte ud eller helt svigte. Med andre ord »er man gået død«, siger Packer, eller kører i bedste fald på lavoktan-benzin.

CoQl0-molekyler er i det væsentlige arbejderne i de mikro-energifabrikker, eller mitokondrier, der sender protoner og elektroner fra et bio-energienzym til et andet i en kontinuert cyklus, tusinder af gange i sekundet. Uden tilstrækkeligt med coQl0-molekyler vil cellens energi-produktionssystem bryde sammen. En hjerne med for lidt coQ10 er ude af stand til at fungere optimalt og kan med tiden endda gå hurtigere i forfald.

Elite-antioxidanten!
CoQ10 har en dobbelt funktion - dels som den gnist, der holder celleenergien i gang - dels som en kraftig antioxidant. CoQ10 er med i den elitestyrke på fem antioxidanter, som Packer sætter højest i beskyttelsen af cellerne. CoQ10 virker sammen med E-vitamin i de mest fedtrige dele af cellerne, hvor risikoen for skader er størst. En af de vigtigste årsager til, at celler nedbrydes, får funktionssvigt og vil kunne ødelægges, er de omfattende angreb på deres fedtholdige membraner, der fører til den mest frygtede af alle skader, nemlig den såkaldte »lipid-peroxidation«. Denne »lipidperoxidation« er det indledende stadium i tilintetgørelsen af en hjernecelle. Hvis denne giftige forandring kan undgås, vil hjernecellerne have langt større chancer for at overleve og producere den nødvendige energi. Et andet positivt aspekt, der giver coQ10 så vigtig en rolle i hjerneceller, er, at det ikke alene bekæmper lipidperoxidation, men også genopliver E-vitamin, en vigtig del af den styrke, der skærmer hjernefedtstoffer mod peroxidation.

Først hjertet, nu hjernen!
I årevis har forskerne fokuseret på faren ved for lave koncentrationer af coenzym Q10 i hjerteceller, hvor de har påvist, dels at hjertets energi i voldsom grad nedsættes uden tilstrækkeligt med coQl0, hvilket bidrager til hjertesvigt, dels at genoprettelse af høje niveauer vil kunne give hjertefunktionen sin energi tilbage. For ganske nylig er forskerne nu begyndt at rette opmærksomheden mod hjernecellers funktionssvigt, når koncentrationen af coQ10 er for lav. Som forventet viser de mulige konsekvenser af en afbrudt energiproduktion i hjerneceller som følge af coQl0-mangel sig at være mindst lige så alvorlige som i hjerteceller. Det er indlysende, at eftersom en hjerne med for lidt coQ10 ikke kan fungere for fuld styrke, svækkes hukommelsen og indlæringsevnen, og hjernen ser ud til at blive mere modtagelig for aldersbetingede neurodegenerative lidelser, herunder Alzheimers sygdom, Parkinsons sygdom, Huntingtons chorea og Charcots sygdom.

Ulykkeligvis berøver aldringsprocessen hjernen dens coQl0; der produceres langt mindre, i takt med at man bliver ældre, og det bidrager til at give aldersbetingede hjernelidelser. Samtidig øger de frie radikaler deres aktiviteter, således at aldring kommer til at udgøre en dobbelt trussel mod hjernecellerne. De førhen så velfungerende, unge og livskraftige mitokondrier, bliver nu mere og mere udtrættede og drænede for energi, efterhånden som alderen skrider frem. Men der er en måde, man kan forynge dem på, nemlig ved at tage coQl0.

CoQlO gør hjerneceller unge igen!
CoQ10 har en høj stjerne hos neuroforskerne, først og fremmest som følge af en imponerende række undersøgelser, gennemført af den forhenværende Harvard-neurolog M. Flint Beal, nu leder af Neurologisk afdeling ved New York Hospital-Cornell Medical Center. Man har længe været klar over, at coQl0-niveauerne falder, når man bliver ældre, og forskerne ønskede derfor at finde ud af, om tilskud i form af coQ10 ville finde vej til hjernecellerne og rette op på deres underskud. Beal gav midaldrende forsøgsdyr høje doser af coQ10. Obduktion af deres hjernevæv viste, at niveauet af coQ10 øgedes væsentligt i dyrenes hjernebark. Endvidere var koncentrationen af coQ10 størst der, hvor den helst skulle være det, nemlig i hjernens mitokondrier, hvor der er mest brug for det. Jo længere tid dyrene fik coQl0, jo højere blev niveauet. Hjernens indhold af coQ10 steg med 8 procent i løbet af en uge, 16 procent i løbet af en måned og hele 30 procent i løbet af to måneder! Herved genoprettedes koncentrationen af coQl0, så den endte med at ligge på højde med, hvad man ser hos unge dyr. Med andre ord: Indtagelse af coQ10 foryngede i drastisk grad hjernecellerne. Det forventes at have samme indvirkning på menneskers hjerner.

Deforundelige mitokondrier!
I Hver celle indeholder i tusindvis af mitokondrier i de områder, hvor den komplekse kemi, der frembringer energi (læs: »liv«), finder sted. Alt går godt, hvis mitokondrierne fungerer normalt. Men i årenes løb bombarderes disse småbitte strukturer af frie radikaler, så deres DNA ødelægges, log deres funktionsevne nedsættes. Hvor effektivt en celle fortsætter sin I energiproduktion, afhænger af forholdet mellem normale mitokondrier og defekte mitokondrier, understreger Douglas Wallace, professor i biokemi ved Emory University. Ophobede DNA-skader som følge af aldringsprocessen kan nedbringe antallet af normale mitokondrier i så høj grad, I at cellen ikke længere kan fungere, påpeger Wallace. Eksempelvis holder defekte mitokondrier op med at danne glutathion, en særdeles kraftig antioxidant i hjerneceller. Mest sårbare er de celler, der har brug for mest energi - dvs. celler i hjernen og i hjertet. CoQl0's funktion er at lette den energiproducerende proces (elektrontransport) og holde de frie radikaler I stangen, som sætter mitokondrierne ud af spillet.

Hjernecellers mitokondrier har brug for ekstra antioxidant-beskyttelse, eftersom hjerneceller forbrænder så meget energi og er fyldt med fedtstof, der skal afgiftes, hvis de skal kunne fungere normalt.

CoQlO blokerer for Charcots sygdom!
I nogle andre opsigtsvækkende forsøg påviste Beals forskerhold, at coQ10 kunne forlænge levetiden hos mus, der genetisk var fremavlet til at udvikle Charcots sygdom (amyotrofisk lateralsklerose), og i markant grad blokere for udviklingen af de hjerneskader, der er karakteristiske for denne lidelse. Hjernefile hos mennesker med Charcots sygdom har typisk en overproduktion af frie radikaler og desuden abnormt lave niveauer af antioxidanter, sideløbende med trægt fungerende mitokondrier. Det er samme situation, man finder i hjerner, der ældes unormalt hurtigt, betoner Packer.

Beal havde til hensigt at undersøge, om coQ10 kunne redde hjerneceller fra den type ødelæggelse, man ser i forbindelse med Charcots sygdom. Indsprøjtning af en særlig gift, malonat, i dyrenes hjerner ødelægger typisk mitokondrier og fremkalder omfattende skader og død. Han påviste, at hvis man indgav coQ10 sammen med denne gift, mindskedes omfanget af skader på hjernen, og dyrenes liv forlængedes. Han kom frem til samme resultat i hjerner hos dyr, der genetisk var særligt modtagelige for en bestemt form for hjerneskader, man finder i forbindelse med Huntingtons chorea. CoQ10 bogstavelig talt udslettede forekomsten af sådanne hjerneskader. Noget kunne tyde på, siger Beal, at coQ10 ville være virkningsfuldt i bekæmpelsen af forskellige degenerative hjernelidelser, nemlig Alzheimers sygdom, Charcots sygdom, Parkinsons sygdom og Huntingtons chorea.

Interessant nok hævede indtagelsen af coQl0-tilskud hjernens koncentration af denne antioxidant hos voksne dyr, men ikke hos dyreunger. Formodentlig er ungernes hjerner allerede mættede med coQ10. Men efterhånden som man bliver ældre, falder coQ10-niveauerne, fordi kroppen danner mindre og mindre coQl0, og fordi »lipid-peroxidationen« griber mere og mere om sig og forbruger den tilstedeværende coQ10 i bekæmpelsen af frie radikaler. Det, man derfor skal gøre for at beskytte en aldrende hjerne mod skader, er at genoprette coQl0-niveauet til tidligere tiders højder. Man skal kort sagt tage coQ10 for at forynge sin hjerne!

Nyt håb i behandlingen af Parkinsons sygdom!
CoQ10 ser uhyre lovende ud i forebyggelsen og behandlingen af Parkinsons sygdom, en degenerativ hjernesygdom. Forskerne har opdaget, at Parkinsons sygdom forårsager to defekter, som coenzym Q10 er god til at reparere. Den ene er et funktionssvigt i mitokondriernes energiproduktion, den anden er frie radikal-skader på nerveceller, der danner neurotransmitteren dopamin, og som findes i den del af hjernen, man kalder den sorte substans. Forskerne har desuden kunnet påvise, at niveauet af coenzym Q10 er bemærkelsesværdigt lavt hos mennesker med Parkinsons sygdom.

Dette forhold ansporede Beal og Cliff Shults, professor i neurovidenskab ved University of California i San Diego, til at tilsætte coQ10 til en gruppe dyrs føde gennem en måned, inden såvel de som en kontrolgruppe af dyr fik et giftstof, som skulle ødelægge dopamin-producerende hjerneceller. Det var spændende at iagttage, hvordan de dyr, der havde fået coQl0, fik langt færre hjerneskader og led langt mindre tab af dopamin end dem, der ikke havde fået coQl0. Dette tyder på, at coQ10 kunne være virksomt i forebyggelsen af Parkinsons sygdom og/eller forsinkelsen af dens udvikling. Høje niveauer i hjernen af coenzym Q10 vil måske kunne bekæmpe de dæmoniske kræfter, der forkrøbler dopaminproduktionen.

Nu skulle denne hypotese efterprøves på mennesker. En foreløbig undersøgelse syntes at bekræfte, at høje doser af coenzym Q10 (200-800 milligram pr. dag) øgede den dopamin-beskyttende aktivitet i nerveceller. Den faldt heldigt nok ud til, at The National Institutes of Health har besluttet at finansiere en meget omfattende dobbeltblindundersøgelse på tolv førende medicinske centre for at få belyst, om coenzym Q10 skulle kunne forhale en forværring af Parkinsons sygdom. Patienter, der ikke har behov for medicinering med f.eks. Levodopa, får daglige doser på 600 eller 1.200 milligram coQl0.

The National Institutes of Health har desuden igangsat et større forsøg med coQ10 i behandlingen af Huntingtons chorea - en genetisk degenerativ hjernelidelse, der har ramt op mod 30.000 amerikanere. Forsøgsdosis er ligeledes 600 milligram eller 1.200 milligram pr. dag. Resultaterne af begge disse undersøgelser forventes at foreligge i 2001.

Hvor meget skal man tage?
Der er ikke nogen officielt fastlagt hjernedosis for coQl0. Packer går ind for 30 milligram om dagen, og det samme gør den førende ekspert Denham Harman fra University of Nebraska. Andre klinikere har foreslået en daglig aldershæmmende dosis på 5-10 milligram. Man kan have brug for mere - 100-200 milligram - hvis man ryger, har hjertesygdom eller er i højrisikogruppen med hensyn til degenerativ hjernelidelse. Enhver dosis i form af tilskud vil mangedoble den mængde, man får gennem kosten, og som ifølge forskerne typisk ligger på et milligram coQ10 dagligt. Desværre er coQ10 dyrt, fordi japanske selskaber har eneret på fremstillingen af det.

Ydermere varierer evnen til at optage coQ10 meget fra person til person. Da coQ10 er fedtopløseligt, skal man helst indtage det, efter man har spist noget eller sammen med lidt fedtstof, som f.eks. olivenolie eller jordnøddesmør. Man kan kun finde ud af, om man har lave eller høje niveauer af coQ10 ved at få foretaget en analyse af blodet. (Se side 179. ) Hvilken type skal man tage? CoQ10 forhandles under en række forskellige varemærker. Nogle eksperter advarer mod, at man tager coQ10 i vandopløselige, bløde geler, der indeholder propylenglykol, et opløsningsmiddel, der kan være giftigt for nerveceller, især efter længere tids brug. Et pålideligt coQI0-fabrikat, som blev brugt i Beals forsøg og bruges i The National Institutes of Health's nye kliniske forsøg med behandling af Parkinsons sygdom, er coQ10 fremstillet af Vitaline Corporation, Ashland, Oregon. Produkter kan bestilles på internetadressen www. vitaline.com/ .

Medicin sænker niveauet af coQl0.
Indtagelse af kolesterolsænkende medicin ikke blot sænker kolesterolniveauet, det har desværre også en tendens til at tømme lagrene af coQl0, så man vil kunne stå tilbage med rene blodårer, men en funktionsforstyrret hjerne. Det er forklaringen på, at hvis man tager den type kolesterolsænkende medicin, man kalder statiner (de vigtigste eksempler er Mevacor og Zocor), er det ekstra vigtigt, at man også får coQI0-tilskud, så man beskytter hjernen såvel som hjertet.

Et par ord om a-carnitin som hjernestyrker!
Et andet tilskud, som kan give hjerneceller ny energi, er acetyl-L-carnitin, og en del undersøgelser synes at vise, at man kan give sin hjerne et ekstra skud energi, hvis man tager a-carnitin sammen med coQ10. Også acarnitin virker ved at sætte energiproduktionen i cellernes mitokondrier i vejret. Derudover hjælper acetyl-L-carnitin med til at udskyde tabet af receptorer på hjernecellerne, og det bidrager til at fremme signaloverførslen.

I forsøg har a-carnitin forbedret den mentale funktionsevne hos en del mennesker med Alzheimers sygdom, men det har vist sig at være mindre effektivt, end man tidligere havde håbet på. Den sædvanlige dosis ligger på 250-1.000 milligram pr. dag. En rapporteret bivirkning: yderst livlige drømme. Man må ikke tage a-carnitin, hvis man er epileptiker eller maniodepressiv (bipolar forløbsform). Personer med Alzheimers sygdom bør kun tage det under lægeopsyn.

KORT OG GODT: Hvis man har træge hjerneceller, kan det være, fordi man ikke har givet dem nok coQl0, som kan bidrage til at gøre hjernen mere modstandsdygtig over for »normal« aldring og endda forynge hjerner, der er ramt af neurodegenerative lidelser.

Ginkgo: En opkvikning til aldrende hjerner!
Det er det mest lovende af vores grundigt testede, aldersmodvirkende, »intelligensforøgende« eller »kognitionsfremmende« håndkøbsmidler, siger mange forskere. Vi taler om ginkgo biloba, der i Tyskland igennem en halv snes år har været et godkendt middel til genoplivelse af en svigtende hukommelse. De videnskabelige resultater omkring ginkgo er så gode, at utallige højt ansete amerikanske forskere, hvoraf mange er midaldrende, nu tager det i håb om at slippe for hukommelsessvækkelser, efterhånden som de bliver ældre. Jerry Cott, der nu er i halvtredserne og leder af forskningen i farmakologisk behandling ved The National Institute of Mental Health, tager 240 milligram ginkgo dagligt som en »forsikring« mod en svigtende hukommelse. Efter hans mening er det en fornuftig og billig sikkerhedsforanstaltning i betragtning af de foreliggende forskningsresultater. Han mener desuden, at ginkgo har styrket den mentale funktionsevne og det almindelige velbefindende hos hans aldrende mor, som har Alzheimers sygdom.

Norman Rosenthal, som er forskningspsykiater ved The National Institute of Mental Health og er i fyrrerne, tager 120 milligram ginkgo hver dag. Lester Packer, som nu er i begyndelsen af halvfjerdserne og er professor i cellebiologi og kemi ved University of California i Berkeley, tager 30 milligram ginkgo dagligt som en hjernebeskyttende antioxidant. Turin ltil, verdenskendt neuropsykiater og forfatter til banebrydende forskningsrapporter om ginkgo og Alzheimers sygdom, har gennem fire år taget 120 milligram ginkgo dagligt. Han er nu i halvfjerdserne og fremhæver, at det har gjort meget for ham, især når det drejer sig om at huske tal. »Før jeg begyndte at tage ginkgo, kunne jeg aldrig huske telefønnumre. Nu er min sekretær forbavset over, hvør god jeg er blevet til det. Praktisk taget alle de af mine venner øg bekendte øg min familie, der cr over 60, tager ginkgø på min anbefaling,« tilføjer han. ltil er klinisk professor i psykiatri ved New York University Medical Center og formand for World Health Organization's internationale rådgivende komite for diagnosticering, forebyggelse og behandling af Alzheimers sygdom.

Hvad ved disse fremtrædende forskere, som vi har brug for at vide? Hvorfor tager de og tusindvis af andre førende hjerneforskere overalt i verden ginkgo biloba?

De overbevisende forskningsresultater står at læse i mange lægetidsskrifter over hele verden. De seneste 15 år er der blevet offentliggjort omkring 250 undersøgelser af ginkgos farmakologi og medicinske virkninger. Mere end SO kontrollerede kliniske forsøg - de fleste af dem gennemført i Europa - fremhæver ginkgo biloba som et vellykket middel i behandlingen af aldersbetinget svækket hukommelse og koncentrationsevne, øget åndsfraværelse, konfusion, svimmelhed, tinnitus (susen for ørerne) og Alzheimers sygdom. Ginkgo er af de tyske sundhedsmyndigheder specielt godkendt til sådanne lidelser.

Stærk og alsidig beskyttelse!
Ginkgo biloba, et ekstrakt fra bladene af tempeltræet, Ginkgo bitoba, udviser så mange lovende hjernebeskyttende egenskaber, at det er umuligt at afgøre, hvilken der er den mest betydningsfulde. Packer priser ginkgos kraftige antioxiderende aktivitet. Han har vist, at ginkgo bekæmper to af de mest ondartede frie radikaler superoxid-anionen og hydroxylradikalet - som kan anrette voldsomme skader på hjerneceller. Packer anfører desuden, at ginkgo neutraliserer det frie radikal kvælstofilte, som er årsag til skader på blodkar og hjerneceller, især gennem dets evne til at udløse betændelsestilstande. Dermed har ginkgo også betændelseshæmmende egenskaber - et stort plus for hjernen.

Undersøgelser viser, at ginkgo øg ex cirkulationen og tilførslen af blod og ilt til hjernens kapillærer, muligvis ved at gøre blodet mere tyndtflydende. Mange eksperter mener, at alene dette gør ginkgo til et formidabelt hjernestyrkende middel. Itil anfører desuden, at ginkgo øger omsætningen af glukose (sukker) i hjernen, hvilket kunne være endnu en årsag til ginkgos evne til at bevare eller forynge hjernefunktionefile. Franske forskere har påvist, at ginkgo går direkte ind og styrker neurotransmitter-aktiviteten, muligvis ved at beskytte eller genoprette nervecellemembranernes funktionsevne.

Elektroencefalogrammer (EEG'er) viser, at ginkgo på markant måde fremkalder farmakologisk aktivitet i hjernen. Itil fandt, at hos både unge mænd (med gennemsnitsalderen 32 år) og ældre mennesker med svækket hukommelse virkede et almindeligt ginkgo-produkt som »kognitivaktivator«, der øgede alfa-hjernebølgeaktiviteten i alle områder af hjernen. Denne øgede hjernebølgeaktivitet kunne registreres i løbet af 1-3 timer efter, at forsøgspersonerne havde indtaget ginkgo. Ginkgo kan muligvis også forsinke hjernens aldring ved at fremme gendannelsen af nervecellereceptorer, der er gået tabt som følge af aldersprocessen, og ved at modvirke den proces, man kalder »excitotoksicitet«, som sætter hjerneceller ud af spillet og dræber dem.

Ginkgo holdt Alzheimer stangen!
Ginkgos store triumf fandt sted i 1997 i et dobbeltblindforsøg, der blevoffentliggjort i Journat ofthe American Medicat Association. Itil og hans kolleger, bl.a. Pierre Le Bars, testede ginkgo (under navnet Schwabe EGb 761) i en daglig dosis på 120 milligram på 137 patienter med demens som følge af enten slagtilfælde eller Alzheimers sygdom. Efter et år klarede hele 30 procent af dem, der havde demens, sig bedre i test af hukommelse og logisk tænkning og blev bedømt som bedre med hensyn til social adfærd og stemningsleje af plejepersonalet end dem, der havde fået placebo. Kort og godt: De, der havde fået ginkgo, udviste ikke de tegn på forværrede mentale svækkelser, som man kunne iagttage i placebogruppen, og de lagde endda en vis fremgang for dagen, hvor det gjaldt den sociale funktionsevne. Forskerne antog, at en højere dosis - 240 milligram dagligt - måske ville være endnu mere virksom, hvor hjernesvækkelsefile er så fremskredne.

Mange forskere begynder at tage ginkgo straks efter, at de har nået en moden alder. Deres begrundelse: Når nu ginkgo har kunnet bremse en så frygtet lidelse som Alzheimers sygdom, må man antage, at den også vil være virksom tidligere i forløbet af denne lidelse og måske helt vil kunne forebygge den. Når alt kommer til alt, som eksperterne siger, indfinder Alzheimers sygdom sig jo ikke fra den ene dag til den anden, men er kulminationen på mange års gradvise svækkelse af hjernefunktionefile. Mild cognitive impairment (MCI) - tidlige tegn på hukommelsesproblemer - anses nu for at være en forløber for Alzheimers sygdom. Hvis man altså kan udsætte eller forebygge sådanne tidlige skadelige forandringer i hjernen, vil man måske aldrig komme ud for mere fremskredne hjerneskader af demens-typen.

Ginkgo sættes på prøve!
På The National Institutes of Health er man så overbevist om ginkgos hjernebeskyttende egenskaber, at man har igangsat et storstilet forsøg til 15 millioner dollars - det første af sin art - for at undersøge, om dette præparat kan standse hukommelsessvækkelse og udvikling af demens, herunder Alzheimers sygdom, hos særligt disponerede individer. »Det er særdeles spændende,« udtaler jerry Cott. I dette dobbeltblindforsøg, der gennemføres i et samarbejde mellem The National Center for Complementary and Alternative Medicine og The National Institute on Aging, giver man dagligt gennem seks år 2.000 ældre mænd og kvinder enten en dosis på 240 milligram ginkgo eller en placebo. Forsøgspersonerne vil desuden blive underkastet test af hukommelsen og den almene mentale funktionsevne. Hvis de, der får ginkgo, udviser nedsat tendens til at udvikle demens eller svækkede kognitive funktioner, vil forskerne hermed have nyt bevis for ginkgos evne til at forebygge eller hæmme hjernesvækkelse.

Den »perfekte« pille mod unormal aldring!
Men hvad der er langt vigtigere for de fleste mennesker, er den almindelige svækkelse af den mentale funktionsevne og hukommelsen, der sætter ind med alderen - først og fremmest en langsommere informationsbehandling og en trægere korttidshukommelse, som gør det vanskeligere at huske f.eks. telefonnumre, navne og ansigter. Ginkgo ser ud til at være yderst velegnet til at behandle en sådan aldersbetinget hukommelsessvækkelse. Som Pierre Le Bars, førende ginkgo-forsker og ad jungeret klinisk professor ved New York University, påpeger: »Forskningsresultaterne viser ikke egentlig, at ginkgo skulle være et præparat, der styrker alle hjernens funktioner - f.eks. ved at udvide den langtidige informationsoplagring og -genfinding.« Undersøgelser har vist, understreger han, at ginkgo i første række forkorter den reaktionstid og øger den nøjagtighed, der er involveret i korttidshukommelsen og den såkaldte »arbejdshukommelse«, især hos personer med en vis grad af aldersbetingede svækkelser.

I undersøgelser af 60-65-årige med lettere kognitive problemer har ginkgo vist sig at kunne forbedre korttids- og arbejdshukommelsen. Forsøgspersonerne blev i stand til bedre at kunne koncentrere sig om, oplagre og hurtigere genfinde nylig indlært information - f.eks. i form af en ordliste - efter at have taget ginkgo. Dette er grunden til, at nogle fremhæver, at ginkgo præcist udfylder det hul som følge af lettere hukommelsessvækkelse, der opstår under den normale aldringsproces.

I hvilken alder begynder hukommelsen generelt at gå tilbage? Hos nogle mennesker kan hukommelsen begynde at svækkes i 30årsalderen, men hos andre først, når de er 40, SO, 60 eller endda endnu senere, oplyser Itil. Og hos nogle udvikles svækkelsen ikke yderligere; hos andre går det meget stærkt. Itil råder til, at man straks griber ind, når man mærker de første tegn på en svækket hukommelse, frem for at vente til tilstanden forværres og muligvis eventuelt udvikles videre til demens eller Alzheimers sygdom. Også det forhold, at så mange skader på hjernecellerne i de ældre år nu menes at stamme fra frie radikal-skader og et dårligt antioxidantforsvar, får mere og mere antioxidanten ginkgo til at fremstå som et førsteklasses værn for hjernefunktionefile.

Ginkgo mod slagtilfælde!
Fascinerende forskningsresultater fra The National Institute on Aging tyder på, at man ved at tage ginkgo kan mindske omfanget af hjerneskader efter et slagtilfælde. I forsøg gav forskerne ørkenrotter ginkgo, hvorefter de ved at afbryde blodstrømmen til hjernen fremkaldte et slagtilfælde. I sådanne situationer rammes hjernen af høje koncentrationer af den giftige arachidonsyre, som kan give mange former for omfattende skader, især ved at frigive frie radikaler og fremkalde betændelsestilstande. jo længere der er arachidonsyre til stede, jo flere hjerneceller kan den beskadige. Derfor prøver hjernen på at omdanne den så hurtigt som muligt. Det, som ginkgo udvirkede i ørkenrotternes hjerner, var at fremskynde optagelsen eller fjernelsen af arachidonsyre. I et lignende forsøg med ørkenrotter modvirkede ginkgo desuden henfaldet af celler i hippocampus.

Overført på mennesker betyder dette, at hvis man på forhånd har forsynet hjernecellerne med ginkgo, vil man kunne beskytte dem mod skader og ødelæggelser i forbindelse med et slagtilfælde.

Hvor meget skal man tage?
I de fleste tidlige undersøgelser i Europa benyttede man en standarddosis på 120 milligram ginkgo pr. dag. En del forskere anbefaler nu højere doser - 240 milligram pr. dag. Selv doser på helt op til 600 milligram er blevet brugt i forsøg. Alligevel vil den forholdsvise lave dosis på 120 milligram nok være den bedste for de fleste ældre mennesker med begyndende hukommelsesproblemer. En interessant dansk undersøgelse fra 1998 viste, at 120 milligram ginkgo pr. dag markant forbedrede de intellektuelle funktioner hos mænd og kvinder (med en gennemsnitsalder på 74 år), der havde lette til moderate svækkelser af de kognitive funktioner. Overraskende nok havde den dobbelte daglige dosis på 240 milligram ikke denne virkning!

De, der fik den lave dosis på 120 milligram ginkgo, klarede sig efter tre måneder bedre i test af opmærksomhed, koncentration og korttidig verbal hukommelse. Deres diastoliske blodtryk gik desuden ned. Men de, der fik den høje dosis på 240 milligram, fik ikke forbedrede resultater i testen. Tilmed rapporterede personerne på den høje dosis, at de fik bivirkninger, bl.a. søvnforstyrrelser, svimmelhed og fordøjelsesbesvær.

Det er muligt, at ginkgo for visse mennesker kan have et »optimalt« dosisinterval, som det ikke giver nogen gavnlig virkning at gå over eller under. Le Bars anbefaler, at man først prøver 120 milligram, som man derpå efter tre til seks måneder kan hæve, hvis der ikke spores nogen fremgang. Forskningsresultater viser, at man bør kunne registrere fremgang efter omkring en måned, påpeger han. Hvis man ikke »får det bedre« efter fire til seks uger på 120 milligram dagligt, kan man gå op til 240 milligram, men hvis dette ikke i løbet af få måneder giver tegn på bedring, skal man »helt lade være med at tage det«, anbefaler Le Bars. »I så fald hører man, sammen med halvdelen af befolkningen, til dem, som ginkgo ikke virker på.«

Le Bars anfører, at det ikke er alle, der kan forvente en styrkelse af de intellektuelle funktioner ved at tage ginkgo. Kun højst 50 procent af dem, der tager ginkgo, vilopleve fremgang, viser forskningsresultater. Blandt mennesker med alvorlig hukommelsessvækkelse eller Alzheimers sygdom er tallet lavere - 30 til 40 procent. Alle gavnlige virkninger af ginkgo opleves af ukendte årsager kun af 50 procent af befolkningen, selv i høje doser på 240 milligram pr. dag, konkluderer Le Bars. Han er desuden overbevist om, at ginkgo i højere grad vil kunne forebygge en tidlig nedgang i hukommelsesevnen end forhale eller genoprette fremskredne funktionssvigt, som f.eks. i forbindelse med Alzheimers sygdom.

Et par ord om Pycnogenol TM!
Selvom der er blevet gjort langt flere forsøg med ginkgo som hjernestyrkende middel, peger en del eksperter på, at et andet naturligt ekstrakt, der er udvundet af fyrrebark, har vist sig særdeles lovende i beskyttelsen af hjernen mod aldersbetingede svækkelser og mental tilbagegang. Det drejer sig om PycnogenolTM, et stærkt antioxiderende tilskud, der fremstilles i Frankrig og forhandles i Danmark af Pharma Nord (www.pharmanord.dk).

Nye forskningsresultater fra Packers laboratorier i Berkeley viser, at Pycnogenol er yderst effektivt i bekæmpelsen af visse frie radikaler, bl.a.

kvælstofoxid, som kan være giftige for hjerneceller, især i hjerner, der er sårbare over for Alzheimers sygdom, Parkinsons sygdom og andre neurodegenerative lidelser. Packer forudser, at efterhånden som ny forskning afdækker Pycnogenols hjernebeskyttende virkninger, vil det blive et lige så udbredt hjernestyrkende tilskud som ginkgo.

Hvilken risiko er der?
Ginkgo er blevet karakteriseret som meget ufarligt, da det kun giver mindre bivirkninger, som f.eks. kvalme, som det er nemt at rette op på. For nylig er der blevet rapporteret et par tilfælde af omfattende blødninger efter indtagelse af ginkgo. Men om ginkgo har været en bidragende årsag hertil, er uvist. En del eksperter anbefaler imidlertid nu, at alle med erkendte blødningsproblemer, tidligere forekomst af hjerneblødning, eller som jævnligt tager koagulationshæmmende midler, som f.eks. warfarin (Marevan) eller aspirin (acetylsalicylsyre), mod hjertesygdom" bør tale med lægen, før de begynder at tage ginkgo. »Der foreligger den mulighed, at ginkgo måske bidrager til blødningsproblemer,« siger Le Bars, »selv om den nærmest er teoretisk.« En sådan risiko kan man imidlertid undgå ved at lade lægen undersøge koagulationsfaktorerne i ens blod. Hvis man ikke regelmæssigt tager blodfortyndende medicin, herunder aspirin (acetylsalicylsyre), skulle der ikke være nogen fare på færde, understreger Le Bars.

Hvilken type skal man tage? Ikke alt ginkgo, der sælges, har samme virkning. Forsøg har afsløret, at selvangiveligt »standardiserede« fabrikater ikke har de samme gavnlige indvirkninger på hjernen. I en test af tre sådanne kommercielle ginkgo-produkter, gennemført af Itil, indvirkede kun et, nemlig EGb 761, gavnligt på de kognitive funktioner.

KORT OG GODT: Ved at tage ginkgo vil man sandsynligvis kunne forhale skader på hjernen, eksempelvis forårsaget af Alzheimers sygdom, som fremkalder svækkelser af de intellektuelle funktioner, og bidrage til at rette op på en del af de svigt i hukommelsen og den svækkelse af de kognitive funktioner, som skyldes den normale aldring. Der foreligger ingen forskningsresultater, der viser, at ginkgo skulle være et intelligensforøgende middel, som kan skærpe hukommelsen eller forøge de mentale evner ud over deres normale funktioner. Det er f.eks. ikke en pille, som unge mennesker blot kan tage for at klare sig bedre til eksaminer. Ginkgos væsentligste virkning synes at være en hæmning af det gradvise forfald af de mentale funktioner, især i aldrende hjerner, som følge af dets alsidige farmakologiske virkninger, herunder dets kraftigt antioxiderende egenskaber.

Fosfatidylserin (FS): Hukommelsesforyngeren!
Et af de videnskabeligt set mest lovende hukommelsesstyrkende midler er en forbindelse med det besværlige navn fosfatidylserin. De fleste eksperter kalder det simpelthen for FS [eng. phosphatidylserine- PS]. Det er et fedtholdigt næringsstof, der er til stede i alle cellemembraner, men i mest koncentreret form i hjerneceller. Det har ingen problemer med at trænge gennem blod-hjernebarrieren. Det når frem til hjernen, få minutter efter det er blevet optaget. Dette er virkelig gode nyheder for dem, hvis hjerner har brug for ekstra meget FS. Og det vil sige stort set alle på over 40 år.

Jeg har testet tæt ved et hundrede forbindetser tor deres indvirkning på den menneskelige hukommelse, og fosfatidylserin (FS) er det mest imponerende, jeg end ml har set. - Thomas Crook, tidligere chef for Det Geriatrisk-Psykofarmakologiske Forskningsprogram ved The National Institute of Mental Health og forfatter til bogen The Memory Clire

FS er et af de få receptfri hjernestyrkende midler, som har fremtvunget respekt hos selv yderst kritiske hjerneforskere, fordi talrige undersøgelser, hvoraf de fleste er blevet gennemført i begyndelsen af 1990'erne, har vist, at det kan virke foryngende ind på hukommelsen. Efter sigende skal mere end 25 undersøgelser på mennesker, omkring halvdelen af dem dobbeltblindforsøg - »det blå stempel« for de testede stoffer - have påvist, at fosfatidylserin kunne sætte gang i svigtende hukommelsesfunktioner.

FS's mest citerede fortaler er Thomas H. Crook III, en autoritet inden for emnet hukommelsessvækkelse. Gennem 14 år var han forskningspsykolog ved det ansete National Institute of Mental Health. Som direktør for Psychologix, Inc., en forskningsorganisation i Scottsdale i Arizona, driver han nu privat forskning for medicinalvirksomheder. Det var Crooks undersøgelse fra 1991, der for alvor bragte fosfatidylserin frem i videnskabens rampelys. FS blev på det tidspunkt regnet for receptpligtig medicin; det er senere blevet omklassificeret til et håndkøbs-»kosttilskud«. I samarbejde med forskere ved Vanderbilt University School of Medicine og Stanford University undersøgte Crook FS's indvirkning på hukommelsen hos 149 personer i alderen 50-75 år. Alle havde typiske aldersbetingede hukommelsessvækkelser. Til at begynde med var forskerne »yderst skeptiske«, fordi de ikke havde kendskab til et eneste stof, der skulle kunne udsætte en aldersbetinget hukommelsessvækkelse, og da slet ikke rette op på den. De måtte hurtigt erkende, at FS var noget helt specielt.

FS udrydder hukommelsessvigt!
Gennem 12 uger fik halvdelen af forsøgspersonerne 100 milligram FS tre gange dagligt i forbindelse med et hovedmåltid. De øvrige fik en uvirksom placebo eller »sukkerpille«, der lignede. Alle forsøgspersoner blev underkastet en lang række neuropsykologiske test ved undersøgelsens begyndelse og med tre ugers mellemrum.

Ved undersøgelsens afslutning stod det klart, at de, der havde fået FS, klarede sig omkring 30 procent bedre i test af hukommelse og indlæring. Endvidere var det blandt dem, der fik FS, de personer, der havde det mest omfattende hukommelsessvigt, der viste størst fremgang. De var blevet bedre til at huske navne, ansigter, telefonnumre og korte avisartikler; også deres koncentrationsevne var forbedret. forskerne konkluderede, at FS skar 12 år af den normale forventede tilbagegang for bestemte aspekter af .hukommelsesfunktionefile! Med andre ord, hvis en persons »kognitive alder« med hensyn til at huske ansigter svarede til alderen 64 år, skruede FS den tilbage til alderen 52 år - et års forbedring for hver uge, man tag ex dette tilskud. y dermere holdt hukommelsesforbedringen sig i en måned, efter at forsøgspersonerne var holdt op med at tage FS. »FS er ikke nogen mirakelpille,« understreger Crook. »Det er ikke sådan, at hvis man er 75 og tager den, så bliver man pludselig 25. Men det er det første af de mange, mange midler, vi har undersøgt, der giver en klart målelig virkning - og den virkning består altså i at skrue tiden 12 år tilbage. Jeg må tilstå, at jeg ikke er det mindste i tvivl om, at FS kan skrue tiden tilbage ved stort set alle former for hukommelsessvækkelse.« Omfattende forskning rundt omkring i verden bekræfter Crooks resultater. Siden begyndelsen af 1980'erne har italienske forskere gjort omfattende brug af FS til genoplivning af hukommelsen hos ældre mennesker. En af de mest opsigtsvækkende dobbeltblindundersøgelser blev gennemført i 1987 af forskere ved universitetet i Catania i Italien. Gennem tre måneder fik 170 patienter med moderat nedsatte kognitive funktioner enten en daglig dosis på 300 milligram FS eller en placebo. De, der fik FS, klarede sig bedre end placebogruppen i neuropsykologiske test, der målte de kognitive funktioner, herunder hukommelsesevnen. I to deltest af hukommelsen - semantisk associationsevne og talefærdighed - fik de, der tog FS, 50 procent højere pointtal end placebogruppen.

Det største italienske dobbeltblindforsøg med 425 ældre mennesker med moderate til alvorlige intellektuelle svækkelser viste, at FS (300 milligram dagligt gennem et halvt år) forbedrede pointtallet i test af samlet huskeevne, langtidig hukommelsesoplagring og langtidig genfinding af indlært information. FS styrkede desuden kommunikationen og det sociale samkvem og mindskede sløvhed og tilbøjelighed til at trække sig ind i sig selv.

Efterhånden som taboratorierotter bliver midaldrende, bliver de dårligere tit at finde vej gennem labyrinter. Hvis de tår FS, bevarer de denne evne højt op i alderdommen. - Parris M. Kidd, ekspert i FS, konsulent for firmaet Lucas Meyer, der fremstil Jer Fs

Hvad med Alzheimers sygdom? Ikke overraskende har man afprøvet FS på mennesker med demens og Alzheimers sygdom. I visse tilfælde kan det hjælpe, men i det store og hele har det ikke vist sig så virksomt i behandlingen af Alzheimers, især ikke i denne sygdoms fremskredne stadier, som til foryngelse af hukommelsen hos sunde og raske mennesker. Eksempelvis gav Crook og hans kolleger ved Vanderbilt University i 1992 Alzheimer-patienter FS; de konkluderede, at det faktisk styrkede de kognitive funktioner i de indledende stadier af denne sygdom. Men hos personer med mere fremskreden Alzheimer var eventuelle fS-betingede kognitive forbedringer uhyre beskedne og umærkelige.

Crook kalder FS for en ideel »hukommelseskur« for præcis den type hukommelsessvækkelser, der typisk indfinder sig efter midalderen. Det er usandsynligt, at FS vil kunne helbrede Alzheimers sygdom. Og det vil heller ikke give en en superhukommelse, hvis man ikke før har haft sådan en. Men det vil kunne medvirke til at genoprette den hukommelse, man ville have haft, hvis den normale aldring ikke havde undergravet den.

KORT OG GODT: FS kan forsinke, standse eller rette op på hukommelsessvækkelse som følge af normal aldring.

FS fra sojabønner - endnu bedre!
Før alt postyret omkring kogalskab blev FS-tilskud udvundet af kohjerner, og de fleste tidlige undersøgelser blev udført med denne såkaldte bovine FS. I dag fremstilles FS udelukkende ud fra sojabønner, og omkring 95 procent af det, der sælges søm kosttilskud, produceres af et firma, Lucas Meyer i Decatur i Illinois, under varemærket Leci-PS. Det emballeres derpå af omkring ethundrede forskellige firmaer og sælges under mange forskellige mærker. Eftersom mange af de forsøgsresultater, der har bevist FS's effektivitet, var baseret på den animalske FS-type, kan man med rette spørge: Er det nuværende FS, der er fremstillet af planter, nemlig sojabønner, lige så effektivt?

Crook erklærer, at FS-tilskud, som er fremstillet af sojabønner, har samme hukommelsesstyrkende egenskaber som den tidligere benyttede bovine FS, ja, i visse henseender endda endnu bedre. Et nyligt dobbeltblindførsøg var en blåstempling af sojaproduktet Leci-PS. Crook påviste, at personer med hukommelsesbesvær, som tog 300 milligram sojabønne-PS (Leci PSTM) hver dag gennem 12 uger, udviste markante fremskridt: Sammenlignet med dem, der tog placebo, steg deres evne til at indlære og huske skriftlig information med 33 procent; evnen til at huske navne umiddelbart efter en præsentation skød i vejret med 24 procent; og evnen til at huske navne en time efter en præsentation gik op med 33 procent i forhold til placebogruppen.

Hvad betyder det så i antal års hukommelsesforyngelse? Crook regner med, at ved at tage soja-FS skruede de tiden 14 år tilbage med hensyn til at huske navne efter en præsentation, 12 år med hensyn til at indlære og huske skriftlig information, 7 år med hensyn til at genkende nogen, man tidligere har hilst på, og 4 år, når det gjaldt indtastning af et ticifret telefønnummer ud fra hukommelsen - resultater, der alle blevopnået i løbet af tre måneder.

Hvordan virker FS? Grundlæggende ved at sætte energi eller fart i hjernefunktionefile. Det endelige bevis på FS's indvirkning på den samlede hjernefunktion foreligger i form af PET -billeder og elektroencefalogram-værdier (EEG). De viser, at selv hos unge mænd, der fik intravenøse indsprøjtninger med fosfatidylserin, gik alfa-hjernerytmerne i vejret med gennemsnitligt 15-20 procent; denne alfa-hjerneaktivitet er typisk lavere i ældre og kognitivt svækkede hjerner.

Hos ældre forsøgspersoner med lettere hukommelsesbesvær bragte orale doser af FS (300 milligram pr. dag) stort set de lavere EEG-værdier tilbage til det normale leje; pointtallene i de kognitive test steg i samme takt.

I et opsigtsvækkende forsøg tog tyske neurologer ved Max Planck-instituttet i Kb In PET-billeder, før og efter de havde givet patienter med mulig Alzheimers sygdom 500 milligram FS pr. dag gennem tre uger. Mens forsøgspersonerne gennemgik en intelligensprøve, afslørede PET-billeder en forøget »aktivering« af hjernen. Før de begyndte at tage FS, var hjernebillederne som et blikstille blåt hav med kun enkelte bittesmå prikker af gult og rødt hist og her, hvilket er tegn på en glukoseomsætning og en hjerneaktivitet, der er på lavt blus. Efter behandlingen med FS var hjernebillederne øversået med store, lysende gule plamager og røde pletter, hvilket klart viste en vældig forøgelse i aktiviteten og glukoseomsætningen i forskellige dele af hjernen. Jo større hjerneaktivitet FS fremkaldte, jo bedre gik det med test af de kognitive funktioner.

Man mener, at hjernens forøgede energi opnås, fordi FS gør overførslen af signaler i nervecellerne mere effektiv. Undersøgelser viser, at FS hæver niveauet af visse neurotransmittere, især det hukommelsesfremmende acetylcholin samt dopamin; det sætter desuden fart i overførslen af nerveimpulser og modificerer strukturen og fedtkonsistensen i hjernecellernes membraner og receptorer, så neurotransmitterne kommer til at fungere mere effektivt og dermed letter kommunikationen mellem de enkelte celler. FS medvirker også til at dæmme op for den nedbrydning af dendritforbindelserne, som normalt finder sted i løbet af aldringsprocessen. Og tilmed bidrager det til beskyttelsen af cellemembranefile mod frie radikal-angreb.

Hvad er den rette dosis? Standarddosis i forsøg er 100 milligrams piller, der tages tre gange om dagen (i forbindelse med et hovedmåltid), således at den samlede dagsdosis kommer op på 300 milligram. Denne mængde indtager den 55-årige Crook for at beskytte sin hukommelse mod aldersbetingede svækkelser, og han anbefaler, at man tager denne mængde i det mindste den første måned. Derefter kan man gå ned til en 100 milligrams pille pr. dag, men man kan også fortsætte med 300 milligram pr. dag. Desværre er FS meget dyrt, ca. $1 ( ca. kr. 8,50) for en 100 milligrams pille, hvilket løber op i $90 (ca. kr. 765) pr. måned for den høje dosis. Som et alternativ kan man starte med 100 milligram pr. dag og fortsætte med det, hvis det passer bedre til ens pengepung. Forskellen vil ifølge Crook være den, at man med den høje dosis på 300 milligram vil se resultater efter tre-fire uger, mens der kan gå otte-ti uger, før den lavere dosis på 100 milligram giver en hukommelsesstyrkende virkning, man kan mærke.

Hvilken type FS skal man vælge? I USA (men endnu ikke i Danmark) sælges FS i de fleste helsekostforretninger, på apoteker og i en del supermarkeder, enten i form af kapsler eller som tabletter øg under mere end 100 forskellige varemærker. Kig efter varemærket Leci-PS på deklarationen eller emballagen; så sikrer man sig, at den indeholder det rigtige produkt. Analyser af FS fra andre fabrikanter har afsløret dårlig kvalitet og urenheder. Men eftersom næsten alt det soja-FS, der fremstilles, er Leci-PSTM, kan man næsten ikke gå forkert, og man kan roligt købe de billigste mærker. Prislejet kan variere for de forskellige fabrikater. [Der findes mange forhandlere af Leci-PSTM (på Nettet.]

Er der nogen risiko ved at tage det? FS har vist sig at være imponerende risikofrit. Selvom millioner af italienere har taget FS gennem tyve år, foreligger der ikke en rapport om væsentlige bivirkninger eller endda om uønskede reaktioner i forbindelse med farmakologiske lægemidler. FS-eksperten Parris Kidd advarer dog om, at man i sjældne tilfælde, hvor man indtager store doser - 200 milligram FS eller mere på en gang - kan få kvalme. Hvis man vil undgå dette, råder han til, at man tager FS i forbindelse med måltider. Tager man det lige før sengetid, kan man have svært ved at falde i søvn, tilføjer Kidd.

Hvad med FS gennem kosten? Man får små mængder FS fra fisk, sojabønneprodukter, ris og grønne bladgrøntsager. Men det er sandsynligvis langtfra nok til at beskytte hukommelsen mod de aldersbetingede ødelæggelser, der sætter ind, når man kommer op i den modne alder.