Start

Slut

Arbejdende floder I

Den 30. juni 1859 overgik den dumdristige franske cirkusartist Blondin sig selv, da han udspændte en 300 m lang line 50 m over Niagaras Horseshoe-vandfald. Linen gik fra Goat Island nær den amerikanske side af Niagara-floden til den klippefulde canadiske kyst. Blondin gik ud på linen, mens tilskuerne på begge sider holdt vejret af spænding. Folkemængdens begejstring og den massive pressedækning opmuntrede Blondin til at gentage succesen det følgende år. Denne gang medbragte han et lille komfur, hvormed han nonchalant balancerede ud på linen, hvor han tilberedte en omelet.

Folk strømmede til i tusindvis for at beundre Blondins dødsforagtende præstationer. I sig selv er vandfaldene dog en langt større attraktion, som årlig tiltrækker over 5 millioner besøgende fra hele verden. Med deres højde på 54 m og bredde på 670 m er Niagara-vandfaldene dog langtfra de største i verden. Salto del Angel-vandfaldet i Venezuela er næsten tyve gange højere, og Victoria-vandfaldet i Zambezi-floden i det sydlige Afrika er to og en halv gang så bredt. Niagara-vandfaldene er aktive hele året rundt og har en nemt tilgængelig beliggenhed. Deres enestående, naturskabte amfiteatralske opbygning gør dem til et af de bedste steder i verden for enhver, der interesserer sig for at se en mægtig flod i arbejde.

Geologer har regnet ud, at Niagara-floden har eksisteret i ca. 12.000 år. Den opstod efter det sidste store isfremstød og har lige siden transporteret milliarder af liter vand fra Eriesøen til Ontariosøen. Under sit 58 km lange løb nedefter hamrer Niagara-floden løs på sine omgivelser, især den kalkstensklippe, der danner vandfaldene.

Vandfaldene indgår som en del af Niagara-skrænten, som engang underlejrede det meste af floden. Øverst oppe består skrænten af dolomit, som er en modstandsdygtig kalkstensart, men alligevel underminerer floden den hårde klippe. Denne nedbrydende virksomhed vedvarer den dag i dag.

Mange tror fejlagtigt, at skrænten nedbrydes af de turbulente vandmasser ved bunden af vandfaldene. De har da også udgravet en over 30 m dyb sø, men processen er langt mere kompliceret end som så. Oven over vandfaldene siver vandet ned i revner i dolomitten og borteroderer de underliggende lag af bløde skifre. Den underminerede dolomit giver efter og styrter ned. Indtil 50 m lange stykker har revet sig løs og er styrtet ned med en infernalsk larm i strømstedet nedenunder.

I løbet af 12.000 år har vandfaldene eroderet sig over 10 km tilbage efterladende sig en lige så lang, snæver kløft. Frem til 1950erne udgjorde denne tilbagetrækning 2-4 m om året. Siden er tallet faldet på grund af afledning af 75 % af vandmængden oven for faldet. Årlig afledes nu omkring 50.000 kubikmeter vand i sekundet ind i fire store tunneler - to på hver side af grænsen mellem USA og Canada - som fører vandet ned til nogle vandkraftturbiner. Disse turbiner omdanner energien i floden til 2400 megawatt, hvilket er nok til at oplyse hen ved 2 millioner boliger.

Denne begrænsning i vandmængden har nedsat vandfaldenes erosion til ca. en halv meter om året. Nu skal floden nedbryde en dolomitryg på over 30 km, før vandfaldene når til Eriesøen, en proces, som med den nuværende erosionshastighed vil vare over 50.000 år. Selv til den tid, hvor vandfaldenes kolossale kraft er taget af, vil floden fortsat udgrave sin rende og borttransportere løsgjort materiale.

Alle floder, også de mest dovne, er konstant i gang med at omforme jordoverfladen. De udgraver deres egne dale, transporterer jord og klippestykker, aflejrer nye landskabsformer og omdanner til stadighed deres egne kanaler. Som led i denne proces bruger floderne enorme energimængder, ja, nogle hævder, at de beløber sig til 100 gange de menneskeskabte energiprocesser.

Deres energi stammer slet og ret fra deres fald. I lighed med Niagara, men måske knap så spektakulært, løber alle floder nedad mod deres slut-niveau, havet. Man har naturligvis registreret de hurtigst strømmende floder ved vandfald. Ved Niagara har man således målt hastigheder på 30 m i sekundet eller næsten 110 km i timen. Man har også registreret store strømhastigheder lige neden for vandfald. For den sydamerikanske flod Paranås vedkommende har man målt hastigheder på op til 14 m i sekundet eller 50 km i timen lige neden for det over 30 m høje Guiravandfald. Gennemsnitlig strømmer floder dog af sted i et adstadigt tempo med 1-2 m pr. sekund svarende til 3-6 km i timen.

Tyngdekraftens helt oplagte indflydelse på vands strømningshastighed har resulteret i den almindeligt udbredte misforståelse, at rivende bjerg-floder styrter af sted med stor hastighed, mens brede floder kun bevæger sig langsomt. Sandheden er imidlertid den, at strømningshastigheden trods de stadig færre stejle hældninger ofte tager til længere nede ad en flod. Skotlands næststørste flod, Tweed-floden, har som sine kilder nogle meget stejle bjergvandløb, hvorimod dens bredere og lavere liggende strækninger strømmer af sted ved lavere hældninger. Selv om bjergbækkene tilsyneladende har mest fart på, har David C. Ledger fra universitetet i Edinburgh efter 10 års undersøgelser kunnet påvise noget andet. På vidt forskellige steder i flodsystemet anbragte han strømmålende apparater, som blev drevet af vandets kraft og således registrerede vandets strømningshastighed. Målingerne viste, at Tweed-flodens strømningshastighed generelt set øgedes nede ad floden netop der, hvor den syntes at tage af.

Denne anomali skyldes gnidningsmodstanden. Vandets eroderende virksomhed aftager som regel længere fremme i flodløbet, fordi erosionen her har udglattet flodlejet og gjort gennemstrømningen lettere. Af større betydning er det dog, at floden bliver bredere og dybere længere fremme, efterhånden som den optager bifloder, og vandmængden øges, så en større del af vandet kan strømme friktionsfrit. Den brede og nedre del af Amazonas opviser strømningshastigheder på indtil 21/2 m i sekundet eller hurtigere end mange bjergvandløb med stejlere floddale.